Sainz irriteret efter påkørsel: - Han vidste, vi var der

16x9
Carlos Sainz kalder det en skam, at han selv og teamkammeraten Lando Norris var i et sammenstød med Daniil Kvyat ved løbet i Kina. Foto: Diego Azubel / Ritzau Scanpix

Carlos Sainz er ikke tilfreds med Daniil Kvyats kørsel, efter han ramte begge Mclaren-racere i det kinesiske grandprix.

Der var kamp om pladserne på første omgang af Kinas grandprix. I sving seks endte positionskampen med, at Toro Rosso-køreren Daniil Kvyat først ramte Carlos Sainz, inden russeren fortsatte ind i McLaren-teamkammeraten Lando Norris.

Efter løbet var Carlos Sainz ikke i tvivl om, hvem der bar skylden for uheldet.

- Du behøver ikke at åbne rattet ved udgangen af et sving, når du ved, at du har to McLarens side om side. Jeg tror, han vidste, at vi var der, siger Carlos Sainz ifølge pitpass.com.

- Det er lidt skam, da det er et langt løb i Shanghai. Hvis du er tålmodig, kan du overvinde en dårlig start og komme tilbage i pointene.

Sammenstødet gav skader på alle tre biler, og de tre kørere måtte derfor også se langt efter pointene ved det kinesiske grand prix, hvor Daniil Kvyat også måtte udgå.

Toro Rosso-køreren blev efter sammenstødet med de to McLaren-kørere straffet med en tur gennem pitlane. En straf, som den 24-årige russer bestemt ikke mente, var rimelig.

- Det var en normal førsteomgangshændelse - en bil, der kommer af banen, og en bil, der havner i en sandwich. Den anden bil (Sainz) forårsagede i grunden kædereaktionen, så jeg kunne ikke se, hvordan denne hændelse fortjente en straf, siger Daniil Kvyat ifølge planetf1.com.

Toro Rosso-køreren fik efter grandprixet en snak med løbets stewards, der gav Kvyat ret i, at den tildelte straf var en smule skrap.

- Jeg tror, de (løbets stewards) var klar over, at de var ret hårde. Det kunne jeg mærke i samtalen efter løbet. Men jeg vil ikke gå i detaljer, fordi vi snakkede bag lukkede døre, forklarer russeren.

Det kinesiske grandprix blev vundet af Mercedes’ Lewis Hamilton foran teamkammeraten Valtteri Bottas. Næste grandprix køres i Aserbajdsjan om to uger.