- Grosjean skulle have trukket sig fra konfrontation med Magnussen, siger ekspert

16x9
Kevin Magnussen overhalede teamkammerat Grosjean og overtog hans syvendeplads. Foto: Juan Medina / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussens overhaling af teamkammerat Romain Grosjean var helt reglementeret, mener en Formel 1-ekspert. En 50/50-situation, siger en anden.

Kevin Magnussen og teamkammerat på Haas Romain Grosjean kæmpede en intens kamp om syvendepladsen med få omgange tilbage af Spaniens grandprix.

Danskeren overhalede sin franske kollega inden om, og de to biler ramte også hinanden. Det resulterede i, at Grosjean måtte en tur ud af banen, og samtidig mistede han sin plads til Magnussen.

Formel 1-ekspert på det internationale motorsportsmagasin Autosport Edd Straw mener, at Magnussen ikke var ansvarlig for sammenstødet, men at han derimod var i sin gode ret til at gå forbi sin teamkollega.

- Når man ser på episoden, så har Kevin fået indersiden. Kevin havde mere fart på, og svinget er et af de hurtige på banen, så Romain Grosjean skulle have trukket sig fra konfrontationen, siger Straw til TV 2 SPORT.

Grosjean mistede pladsen til Magnussen, men han faldt flere pladser tilbage lige efter episoden.

Både Daniil Kvyat og Carlos Sainz overhalede franskmanden efterfølgende, og derfor måtte han tage til takke med en tiendeplads, da løbet sluttede.

- Romain skulle have accepteret Magnussens overhaling – specielt med tanke på, at de er holdkammerater. Og det gjorde det jo også sværere for Grosjean selv bagefter, siger Edd Straw.

En anden Formel 1-ekspert beskylder begge kørere for uheldet.

Ifølge David Tremayne, der er mangeårig skribent for Independent, var alle kørere ivrige efter at komme hurtigt afsted, da safety car havde kørt væk fra feltet.

- De var lige gode om det. Det er forståeligt, at ingen af dem vil overgive sig i situationen, men det var i slutningen af løbet, der havde lige været safety car, og alle havde lige pludselig fået en ny chance, siger David Tremayne til TV 2 SPORT.

Efter løbet i Spanien ligger Kevin Magnussen nummer syv i den samlede stilling - Grosjean ligger nummer 17.