- Magnussen viste, han stadig er racerkører helt ind til benet

16x9
Kevin Magnussen sluttede på syvendepladsen i det spanske grandprix. Foto: Pau Barrena / Ritzau Scanpix

Motorsportsekspert Jens Winther udpeger nøglepunkterne fra Formel 1-grandprixet i Barcelona.

Med det spanske grandprix indledte Formel 1-feltet den europæiske sæson, og det blev et comeback for Haas blandt de bedste i midterfeltet.

Efter nogle meget magre resultater ved de sidste par løb var det med stor forventning, at Kevin Magnussens amerikanske team skulle køre på banen i Catalonien, uden for Barcelona. Haas havde nogle rigtig fine dage under forsæsonens test og kunne derfor berettige optimismen blandt både kørere og teamet.

Selve løbet blev en todelt affære, som først rigtig blev spændende efter en sen safety car-periode. I øvrigt en periode, som varede alt for længe. Det kan under ingen omstændigheder være rigtigt, at et Formel 1-løb skal neutraliseres over så mange omgange for at fjerne nogle perlesten – det er bare ikke godt nok. På Jyllandsringen ved Silkeborg går der nogle mennesker, som ved noget om at gøre den slags hurtigere. Dem burde man spørge.

I spidsen af løbet var der aldrig rigtig tvivl om, at det ville blive svært at fange Hamilton. Han er bare en satan til at holde fast, når først han har fået fat i føringen og Bottas, som ellers er i super form i øjeblikket, var uden chancer. Hos Ferrari holdt man godt fast i at forsøge at lave en dummere strategi, end sidste gang – med succes. Generelt så gør italienerne det nemmere for Mercedes at vinde og lukker samtidig Red Bull ind i toppen. Det er helt uforståeligt, men desværre ikke usædvanligt for Ferrari.

Weekendens skulderklap

Den går til Kevin Magnussen, som viste, at han aldrig giver op, og at han stadig er racerkører helt ind til benet. Der blev snakket og ævlet meget om, hvorvidt han skulle have overhalet sin teamkollega og derefter forsvare placeringen – selvfølgelig skulle han det. Kevin er racerkører, og når køreren foran er faldet i søvn og ikke er fremme i skoene, så skal der overhales. Alt andet ville være en falliterklæring.

Der var tale om, at det måske kostede teamet point, men det forstår jeg simpelthen ikke. Hvis Grosjean var så god, at Kevin skulle blive bag ham, hvorfor var han så ikke god nok til at holde Kvyat og Sainz bagved?

Ugens hvinende lussing

Gives til løbsledelsen, som først (helt fejlagtigt) tildelte Christian Lundgaard fem strafsekunder ved lørdagens Formel 3-løb. Det alene er nok til en ordentlig mavepuster, men efterfølgende valgte løbsledelsen at holde en safety car alt for længe ude.

Ugens Kevin

Se under 'weekendens skulderklap'.