Medier skiftes til at have Magnussen og Grosjean øverst i internt regnskab

16x9
Kevin Magnussen (tv.) og Romain Grosjean. Foto: Andy Hone / Haas F1 Team

To af seks udvalgte medier giver Kevin Magnussen en højere karakter end Romain Grosjean. To andre har Grosjean øverst, og i de to sidste er de lige.

For anden gang i denne sæson kunne Kevin Magnussen sætte VM-point på kontoen, da han blev nummer syv i Spaniens grandprix i Barcelona søndag.

Det gav seks point, men det giver også gode karakterer i de internationale motorsportsmedier dagen efter, selvom det flere steder påpeges, at syvendepladsen kom i hus, fordi han overhalede teamkollega Romain Grosjean, da løbet blev givet frit efter en safety car.

Det er dog helt efter bogen for en rigtig racerkører, mener TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther.

- Der blev talt og ævlet meget om, hvorvidt han skulle have overhalet sin teamkollega og derefter forsvare placeringen - selvfølgelig skulle han det, siger Winther.

Herunder er mediernes karakterer til Kevin Magnussen:

Autosport: 8 ud af 10

- Magnussen brugte fredagen i den 'gamle' bil som et sammenligningsgrundlag for opdateringerne, men fik opdateringerne lørdag og blev kun lige slået af Grosjean i kvalifikationen. Han gled om bag Kvyat i det andet stint, tog pladsen tilbage i forbindelse med pitstop i safety car-perioden, inden han passerede Grosjean, da løbet blev givet frit, og sikrede sig hæderen som best of the rest.

Romain Grosjean får karakteren 9.

Auto Motor Und Sport: 9 ud af 10

- I denne weekend var Magnussen langsommere end Grosjean, men avancerede mere. Da løbet blev givet frit efter safety car-perioden, havde danskeren hurtigere sine dæk i arbejdsvinduet og satte sig igennem. Han var lige ved at overhale Gasly. Nu har Magnussen 14 point på kontoen og Grosjean kun ét.

Romain Grosjean får karakteren 8.

Crash.net: 8 ud af 10

- Haas fik endelig styr på de problemer, der havde forpestet deres start på sæsonen, så de nu endte som lederne af midterfeltet. Magnussen lå i Grosjeans hulspor i størstedelen af løbet, inden han formåede at overhale efter en sen genstart, hvor den anden duel i sving to mellem de to kørere endte med at koste dyrt for Grosjean.

Romain Grosjean får karakteren 8.

F1i.com: 7,5 ud af 10

- Der er ikke nogen fare for, at Kevin Magnussen i den nærmest fremtid bliver mere medgørlig. Selv om han insisterede på, at kontakten med Romain Grosjean efter safety car-perioden havde været utilsigtet, var det også ret unødvendigt. Begge kørere havde holdt fast i deres stærke kvalifikationsplaceringer hele eftermiddagen, en kærkommen betydelig forbedring på VF-19'erens seneste løbspræstationer. Det sendte dem i retning af ti værdifulde VM-point, og sammenstødet i begyndelsen af 53. omgang kostede dem unødvendigt tre af dem. Magnussen forsøgte at gøre skaden god igen ved at angribe Pierre Gasly på sjettepladsen i de resterende omgange, men i sidste ende var han ikke i stand til at slippe af sted med det.

Romain Grosjean får karakteren 7,5.

PlanetF1: 7 ud af 10

- En meget bedre weekend for Haas, hvor begge kørere kom i pointene, selv om det er lidt overraskende, at Magnussen endte som den førende kører for amerikanerne. Efter at have hængt efter Grosjean hele weekenden lykkedes det Magnussen at komme forbi sin teamkollega takket være safety car-genstarten.

Romain Grosjean får karakteren 8.

Sky Sports: 8 ud 10

- Kevin Magnussen skal ikke have to chancer, når muligheden for at overhale opstår, og den sene genstart efter en safety car gav ham chancen for at tage syvendepladsen, hvilket det ellers ikke havde set ud til i størstedelen af løbet. Denne placering så ud til at blive Grosjeans, men den bagerste Haas-racer i løbet overhalede i sving ét, de to biler havde kontakt, og franskmanden røg ud gennem afkørselsområdet.

Romain Grosjean får karakteren 7,5.

Med de seks point i Barcelona er Kevin Magnussen nu oppe på syvendepladsen i VM-stillingen med i alt 14 point. Sammenlagt med Romain Grosjeans ene VM-point rækker det til en sjetteplads for Haas i konstruktørernes mesterskab.

Næste opgave for Magnussen og co. er Monacos grandprix 23.-26. maj.