Magnussen opmuntret efter 'en meget produktiv' testdag

16x9
Kevin Magnussen i Barcelona. Foto: Enric Fontcuberta / Ritzau Scanpix

Den danske racerkører var godt tilfreds med at få kørt nogle testomgange efter weekendens grandprix.

Kevin Magnussen var onsdag atter hoppet i sin Haas-racer, da Formel 1-feltet testede de hurtige racere på banen i Barcelona for anden dag i træk.

Danskeren var hurtigste mand af alle inden frokost i tiden 1:18.101s, som han kørte på en af sine i alt 46 omgange, efter Haas-testkører Pietro Fittipaldi havde startet dagen i den amerikanske racer.

Efter frokost satte Magnussen sig endnu engang til rette i Haas-bilen, som han kørte 60 omgange i. Den 26-årige dansker formåede dog ikke sætte en hurtigere tid, end den han kørte om formiddagen.

Der var dog en del andre, der havde fundet mere fart i diverse biler. Således blev Magnussen skubbet ned som dagens syvendehurtigste mand ud af de 13 kørere, mens Mercedes' Nikita Mazepin var hurtigst i tiden 1:15.775 og nåede flest omgange med 128.

- Jeg var glad for at få mange testomgange lige efter en weekend med grandprix, siger Magnussen til Haas' egen hjemmeside med henvisning til søndag, hvor han blev nummer syv i Barcelonas grandprix.

- Vi forsøgte nogle interessante ting og fik en masse data, vi kan arbejde videre med. Vi jagtede ikke hurtige omgangstider, men data. Nogle ting var gode, andre ting kunne have været bedre. Men sådan er test. Alt i alt har det været en meget produktiv dag. Jeg er glad.

Onsdagens omgange var Magnussens første siden weekendens grandprix.

Tirsdag overlod Haas nemlig testarbejdet udelukkende til Pietro Fittipaldi, der fik Haas-bilen rundt på 103 omgange.

Næste opgave for Kevin Magnussen og det amerikanske team er Monacos grandprix, der køres den sidste weekend i maj.