- Jeg er med i 'OL i uheld', siger frustreret Grosjean

16x9
Romain Grosjean følger sig ekstra uheldig i denne sæson. Foto: Wang Zhao / Ritzau Scanpix

Haas-teamet forfølges af uheld i denne sæson, og det begynder for alvor at sætte sine spor hos Romain Grosjean.

Romain Grosjean indtog muligvis den værst tænkelige position under Q2 i kvalifikation til Canadas grandprix lørdag aften.

Nemlig lige bagved holdkammeraten Kevin Magnussen.

Danskeren kørte galt og ødelagde sin racer mod slutningen af Q2, men han ødelagde også Grosjeans forsøg på at sætte en god omgangstid, og derfor starter franskmanden som nummer 14 i grandprixet.

- Det føles som om, jeg er med i OL i uheld. Det begynder virkelig at blive smertefuldt, siger Romain Grosjean til Autosport med henvisning til, at Haas ikke ligefrem har haft heldet mig sig i denne sæson.

- Vi havde hjulproblemer i Australien (hvor han kvalificerede som nummer seks, red.), og i Bahrain kørte Lance Stroll ind i mig. I Baku havde vi problemer med bremserne, og i kvalifikationen til Monaco blev jeg afskåret af Pierre Gasly og røg ud af Q2. Og så nu igen, siger han.

Også holdets teamchef, Günther Steiner, var mærket efter Kevin Magnussens uheld, der sidenhen har ført til, at danskeren starter søndagens grandprix fra pit lane.

- Vi skal simpelthen bare være uheldige åbenbart. Det gik egentlig okay indtil Kevins uheld, og det her gik også ud over Romains omgang.

Steiner forsøger dog at holde hovedet højt, selvom det indbærer at se længere frem end løbet i Canada.

- Bilen præsterede bedre end forventet før uheldet. Vi er optimistiske og ser frem med de næste løb. VI må bare prøve at være lidt mindre uheldige, siger han.

Canadas grandprix starter klokken 20.10.