- Jeg var uendeligt meget langsommere end de andre, siger skuffet Magnussen

16x9
Kevin Magnussen var skuffet efter Canadas grandprix. Foto: Andy Hone / Haas F1 Team

Kevin Magnussen var meget frustreret efter Canadas grandprix, hvor han ikke kunne følge med konkurrenterne i den tunge ende af feltet.

Kevin Magnussen kunne ikke holde sine frustrationer for sig selv efter Canadas grandprix, hvor han sluttede som nummer 17.

Danskeren startede fra pitlane og kom hurtigt op som nummer 14, før han mistede farten og langsomt gled tilbage gennem feltet igen.

- Det føltes som om, jeg kørte i en helt anden kategori. Jeg var uendeligt meget langsommere end alle andre og kunne slet ikke finde noget greb nogen steder. Man bliver sindssygt frustreret og følelserne løber af med en, fordi man føler, det er så håbløst, siger Kevin Magnussen til TV 3+.

- Jeg har ingen forklaringer på det, og jeg synes, det er super mærkeligt, at vi kan være så gode på en omgang, og så være så dårlige i et helt løb. Det har ikke set værre ud i år, og det skulle jo gerne gå den anden vej.

Magnussen ødelagde sin racer under lørdagens kvalifikation, og selvom bilen altså blev klar til løbet, lykkedes det ikke at bevare bilens fart.

- Der var ikke noget, der virkede, så det var ærgerligt og meget, meget skuffende. Vi må prøve at se, hvad årsagen er. Vi tog noget downforce af bilen for at køre hurtigt på langsiden. Det burde være hurtigere i forhold til omgangstiden, så det giver ikke så meget mening, siger Haas-danskeren.

- Værste oplevelse nogensinde

Det var ikke kun efter løbet, Kevin Magnussen luftede sine frustrationer.

Over teamradioen gav han også sin mening til kende mod slutningen af løbet i en sådan grad, at det fik teamchef Günther Steiner til at bryde ind og bede danskeren holde mund.

Magnussen: Det her er den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft i racerbil.

Ingeniør Gary Cannon: Ingen af os er tilfredse med den her fart. De (mekanikerne, red.) blev oppe hele natten for at reparere bilen.

Günther Steiner: Det betyder også, at det heller ikke er en rar oplevelse for os. Det er nok nu. Det er, hvad det betyder. Nok er nok.

Efter løbet skulle danskeren have undskyldt sit udbrud overfor teamet.

Holdkammeraten Romain Grosjean sluttede løbet som nummer 14. Lewis Hamilton fra Mercedes vandt løbet, fordi Ferraris Sebastian Vettel, der sluttede løbet på førstepladsen, fik en tidsstraf på fem sekunder.