Superrunde sender Thorbjørn Olesen i top-10 i Perth

16x9
Thorbjørn Olesen er med helt fremme efter de to første runder i Perth. Foto: KARIM SAHIB / Scanpix Denmark

Golfspilleren Thorbjørn Olesen tog et spring på 33 placeringer og er i top-10 før weekendens finalerunder.

Thorbjørn Olesen blander sig i topstriden i denne uges European Tour-turnering i australske Perth.

Med en runde i 67 slag - fem under banens par - rykkede den 27-årige dansker fredag op på en delt tiendeplads. Dermed har han pludselig sejren inden for rækkevidde.

Den stærke runde resulterede i et spring på hele 33 placeringer for Olesen, der kunne notere en eagle, fem birdies og to bogeys på sit scorekort.

Samlet har Thorbjørn Olesen seks slag op til Brett Rumford på turneringens førsteplads. Australieren gik ligesom torsdag en stabil runde og kom banen rundt i 65 slag.

Thorbjørn Olesen ligger på en delt tiendeplads.

Turneringens anden danske deltager, Lasse Jensen, klarede ikke cuttet. Derfor er han ikke med i weekendens to finalerunder på den australske vestkyst.

Lasse Jensen endte på en samlet 68.-plads i et slag under par.

/ritzau/