Dansk Ryder Cup-debutant: - Jeg bliver rigtig nervøs

Thorbjørn Olesen glæder sig til at komme i gang med Ryder Cup-matchen mellem Europa og USA. Og han spår en tæt duel.

Thorbjørn Olesen mødte torsdag for første gang pressen ved denne uges golfdyst mellem USA og Europa, som i år afvikles i Paris i Frankrig.

Og det var en smilende dansk debutant, som TV 2 SPORT mødte, efter det officielle pressemøde med verdenspressen var overstået.

- Det har været utroligt fedt indtil videre. Jeg synes, jeg var meget afslappet i ugerne op til, og det er klart, da vi ankom mandag, og jeg mødte de andre spillere, begyndte jeg ligesom at fornemme den holdånd, der hersker ved et Ryder Cup, fortæller danskeren.

- Og tirsdag morgen da jeg tog min uniform på, og man kan mærke, at man spiller for hele Europa og ikke kun en selv... Det har bare været rigtig, rigtig fedt indtil videre, og vi har haft det rigtig sjovt, siger danskeren til TV 2 SPORT.

Men alt indtil nu har blot været opbygning. Opbygning til de første point skal fordeles fredag. Hvor turneringens første teeslag skal slås. Med det pres og den atmosfære, der altid er omkring den legendariske dyst, som passager. Og der kommer nerver. Det er danskeren helt bevist om.

- Ja, det gør der. Jeg kommer til at blive rigtig nervøs, det er der ingen tvivl om.

- Men jeg kommer også til at nyde det. Jeg kan godt lide at være nervøs. Det er en god fornemmelse at have, men der er ingen tvivl om, at når du teer den op på første hul, bliver det en helt ny oplevelse for mig. Man ved nok aldrig, hvordan man kommer til at reagere 100 procent, men jeg glæder mig.

Bjørn er chefen

Og så er 10.000 kroners spørgsmålet selvfølgelig, om Thorbjørn Olesen bliver kastet for de amerikanske løver allerede fredag morgen, når fire europæiske to-mandshold skal ud mod ditto fire fra USA. Og indlede kampen for at vinde det trofæ tilbage, som USA vandt på hjemmebane på Hazeltine i 2016.

- Det kan jeg ikke sige noget om, lyder det med et lumsk smil til TV 2 SPORT.

Det er i den sidste ende udelukkende landsmanden Thomas Bjørns beslutning. Som kaptajn for Europa vælger han de enkelte spillere til de fire seancer, som afvikles fredag og lørdag, mens alle spillere med garanti kommer i spil i søndagens singler.

Bjørn har indtil videre ikke afsløret nogen detaljer omkring holdsammensætninger, men han sætter navne på de otte europæere, som skal ud i fredag morgens fire første matcher, senere ved den officielle åbningsceremoni af den 42. udgave af Ryder Cup.

Under alle omstændigheder er Thorbjørn Olesen klar til kamp.

- Jeg har slået de fleste på det amerikanske hold i turneringer i USA, og jeg ved, at mit spil er godt nok til at slå alle sammen, hvis jeg spiller op til mit bedste. USA har et virkelig godt hold, men jeg synes også, vi er stærke, så det skal nok blive interessante matcher.