Olesen er 'meget, meget skuffet' efter Ryder Cup-debut

16x9
Thorbjørn Olesen tabte sin første kamp ved Ryder Cup i Frankrig. Foto: Alastair Grant / Ritzau Scanpix

Danske Thorbjørn Olesen er skuffet efter sin debut i Ryder Cup, hvor det sammen med makkeren Rory McIlroy blev til et nederlag i første match.

Thorbjørn Olesen og hans makker Rory McIlroy kunne intet hamle i fredagens fourball-match med Dustin Johnson og Rickie Fowler fra USA.

Den dansk-nordirske konstellation tabte 4&2, og amerikanerne fører Ryder Cup med 3-1 efter de første fire matcher.

- Meget, meget skuffende, fortæller Thorbjørn Olesen til TV 2 SPORT et par timer efter, han er kommet i klubhuset.

- Vi får aldrig momentum derude. Egentlig føler jeg, at vi burde have været et par stykker op på de første ni huller. Vi har flere gode chancer med putteren, og i det format vi spiller, skal man have nogle af dem i for at bygge momentum op. Det får vi bare desværre aldrig.

Danske Olesen har forudsagt, at han ville være nervøs på første tee fredag morgen. Og det så også sådan ud, da han slog sit teeslag i vandet.

- Jeg følte mig egentlig rigtig godt tilpas, selvom jeg var nervøs. Og jeg slår egentlig et fint slag, men adrenalinen gør, at den kommer lidt hurtigere ud, end jeg havde regnet med, og jeg slår den desværre igennem fairway, fortæller danskeren om episoden.

På første hul kunne McIlroy dele hullet for europæerne med et par. Men ellers var det ikke meget, som verdens sjettebedste golfspiller bidrog med. Som den eneste europæer lavede han ikke én eneste birdie i formiddagens spil.

Og det ærgrer danskeren, at de ikke for alvor kunne presse amerikanerne.

- Der var en fantastisk atmosføre, og den opbakning vi fik hele vejen rundt var helt suveræn, gør det bare endnu mere skuffende, at vi ikke får udnyttet nogle af de gode muligheder vi havde.

Håber på at spille igen lørdag

Thorbjørn Olesen er oversidder her til eftermidddag, men makkeren McIlroy fik genvalg til eftermiddagens fire foursomes som traditionelt har været Europas yndlingsdiciplin. 

- Jeg synes, det er nogle rigtig stærke foursomes, som Thomas har sat sammen her til eftermiddag, og forhåbentlig kan vi udnytte det. Jeg håber, drengene spiller godt til eftermiddag, så vi kan få hevet nogle point og komme lidt tilbage, sagde Olesen.

Og så håber han selvfølgelig selv, at han er tilbage i kaptajn Thomas Bjørns opstilling lørdag.

- Selvfølgelig vil jeg gerne ud og kæmpe i morgen. Det var en skuffende start, og jeg vil gerne ud og tage revanche for det og hive nogle point hjem til Europa.