Sydkoreansk kvinde vandt historiens største pengepræmie

16x9
Lee Joeng-eun sikrede sig en million dollars. Foto: Streeter Lecka / Ritzau Scanpix

Danske Nanna Koerstz Madsen ryger efter fjerde og sidste runde i US Women's Open af førertavlen.

Sydkoreanske Jeong-eun Lee vinder golfturneringen US Women's Open i Charleston, USA.

Dermed vinder hun den største pengepræmie, der nogensinde er uddelt til en kvinde i golf, på en million dollar. Det svarer til knap 6,7 millioner kroner.

Den samlede præmiesum er på 5,5 millioner dollar eller cirka 36,8 millioner kroner.

23-årige Joeng-eun Lee gik fjerde og sidste runde et slag under par og ender med et samlet resultat på seks slag under par.

Danske Nanna Koerstz Madsen lå efter en forrygende tredje runde på fem slag under par på en delt 9.-plads.

Den 24-årige dansker gik dog den fjerde og sidste runde på tre slag over par. Dermed lander hun på en delt 16.-plads i turneringen.

Det blev i fjerde runde til to birdies for Nanna Koerstz Madsen, som dog også blev noteret for tre bogeys og en enkelt dobbeltbogey.

Det er den amerikanske golfunion, der står bag turneringen, som afholdes i byen Charleston i delstaten South Carolina.

Det er første gang, at Jeong-eun Lee vinder en major-turnering, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 23-årige vinder er den niende sydkoreanske kvinde, der vinder turneringen.

Hun går under navnet "nummer seks", da hun er den sjette spiller i den koreanske LPGA med navnet Joeng-eun Lee.

Hun har taget navnet til sig og har blandt andet skrevet et stort sekstal på sin golfbold.

Også Joeng-eun Lee "nummer fem" har deltaget i årets US Women's Open.

På en delt andenplads i turneringen ender amerikanerne Angel Yin og Lexi Thompson samt sydkoreanske So Yeon-ryo.