Amatør rykker 324 pladser frem efter US Open-overraskelse

16x9
Viktor Hovland overraskede de fleste, da han blev nummer 12 ved US Open. Foto: Rob Schumacher / Ritzau Scanpix

Den norske golfspiller Viktor Hovland hopper 324 pladser frem på verdensranglisten efter 12.-plads i US Open.

Den norske amatørgolfspiller Viktor Hovland leverede en af de helt store overraskelser ved majorturneringen US Open, der sluttede søndag.

Nordmanden endte på en samlet 12.-plads, og med den flotte placering skovler han point ind til verdensranglisten.

Så mange, at Hovland springer hele 324 pladser frem på listen og nu ligger nummer 356.

Han er dermed den bedst placerede nordmand på listen, hvor danske Lucas Bjerregaard som den bedst placerede dansker er nummer 46.

Listen toppes af amerikanske Brooks Koepka foran Dustin Johnson og Justin Rose.

Hovlands flotte resultat ved US Open ville have givet det 21-årige norske stortalent 243.509 dollar, men grundet Hovlands amatørstatus får han ikke pengene.

Hovland gik samlet i fire slag under par over de fire dage, hvilket er rekord for en amatør. Den hidtidige rekord fra 1960 tilhørte legendariske Jack Nicklaus.

Tilbage i april lå Hovland nummer 911 på verdensranglisten, men en 32.-plads i majorturneringen US Masters rykkede ham kraftigt frem, og efter triumfen i US Open er han nu oppe blandt de 356 bedste.

- Jeg håber, at jeg kan tage det med over i min professionelle karriere, sagde nordmanden ifølge golfmediet Golfweek efter søndagens finalerunde.

Hovland får sin professionelle debut i næste uge ved turneringen Travelers Championship i Connecticut i USA.