15-årige Marie skal stoppe 40 års dansk OL-fravær: - Hun har alt

Ikke siden 1976 har en dansk idrætsgymnast været med ved de olympiske lege. Det skal der laves om på til OL i Tokyo om fire år.

Lige nu er håbet lysegrønt i dansk gymnastik.

15-årige Marie Skammelsen vandt i weekenden tre guldmedaljer ved de Nordeuropæiske Mesterskaber for seniorer i idrætsgymnastik - også kendt som redskabsgymnastik. En stor præstation, der har vakt genlyd herhjemme, og som giver håb om og tro på dansk OL-deltagelse; et særsyn i idrætsgymnastik.

Ole Benediktson var nemlig den sidste danske idrætsgymnast, der deltog ved OL. Det var for 40 år siden i Montreal.

Men der er begrundet håb om, at det mangeårige danske fravær bliver stoppet. Det mener landstræner Bernadett Balázs, der selv repræsenterede Ungarn ved legene i 1992.

- Hun har helt sikkert en chance for at kvalificere sig til OL, men det en virkelig hård opgave at følge med de bedste gymnaster i verden, siger Balázs til TV 2 SPORT.

- Hun har alt, hun behøver; gode ben, en god hjerne og en meget professionel tilgang, så det kræver egentlig bare hårdt arbejde, så bliver hun klar.

Nord Europæisk mesterskab i gymnastik blev en stor triumf for 15-årige Marie Skammelsen.

Derfor er Marie Skammelsen også en del af Talent2020-programmet, som støtter de danske talenter, der har, hvad der skal til for at nå de olympiske lege i Tokyo om fire år.

Til daglig går hun i en elitesportsklasse på Bagsværd Kostskole. Det er nødvendigt for at få hverdagen til at passe.

Skammelsen træner minimum 20 timer hver uge fordelt på seks dage i Kastrup-klubben KG66. Derfor er søndag den eneste dag på ugen, hvor teenageren har tid til at være social, men det store offer er - forhåbentlig - det hele værd.

- Jeg har tænkt mig at kæmpe 100 procent for det hver dag, og jeg håber virkelig, det er noget, der går i opfyldelse. Det vil virkelig være den der børnedrøm, der går i opfyldelse. Det kunne være en ære at være med til, siger Marie Skammelsen til TV 2 SPORT.

- Jeg tænker, at det er muligt, hvis jeg virkelig giver den alt, jeg har hver dag de næste fire år.

Guldvideo er blevet set over en halv million gange

Efter de tre guldmedaljer ved weekendens mesterskaber er det gået rigtig, rigtig stærkt for 9. klasseeleven.

Videoen af præstationen er blevet delt af både TV 2 og DR på Facebook. Mediernes søgelys rammer langt fra dagligt gymnastik, men videoen her er blevet set mere end en halv million gange.

Derfor kan hun tilføje ordet 'landskendt' til cv'et sammen med ordet 'kæmpetalent'.

- Jeg havde aldrig troet, at der var så mange, der ville se en video af mig. Det havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig. Det er så urealistisk. Det er helt sindssygt, så mange gange den er blevet vist. Og det er virkelig dejligt, at folk får øjnene lidt op for idrætsgymnastik.

Hvordan har vennerne reageret?

- De er sådan: ”ej, jeg kender Marie Skammelsen, det er så cool. Folk spørger, om jeg kender dig, det er bare sejt.” De er i hvert fald ret oppe at køre over det, siger Marie Skammelsen.

Den 15-årige gymnast bliver næste år senior, så på den korte bane er det første store mål at komme med til VM i 2017 og prøve sig af blandt de allerbedste i verden.