Blåt kort? Få forklaringen her

I håndbold er der tre forskellige farver kort. Gult, rødt og det sidste skud på stammen - det blå kort.

Sidstnævnte har ikke været i brug længe, og derfor er det ikke alle, der er helt klar over dets betydning.

Kort forklaret, er det blå kort en straf for spillets groveste forseelser. Det er en hårdere straf end det velkendte røde kort, som medfører suspension i resten af kampen.

Det blå kort giver nemlig - ud over suspensionen i den enkelte kamp - mulighed for en efterfølgende karantæne.

Får en spiller vist det blå kort, vil episoden blive indberettet og derfor set igennem af en disciplinær-instans, som beslutter hvorvidt der skal være en efterfølgende karantæne.

Reglen om det blå kort blev indført i sommeren 2016.