Officielt: Mads Christiansen skifter til Bundesligaen

Den danske landsholdsback Mads Christiansen skifter fra Bjerringbro-Silkeborg til SC Magdeburg. Det skriver den tyske klub på sin hjemmeside.

Dermed bekræfter klubben den historie, som TV 2 SPORT kunne fortælle i mandags.

Højrebacken, som har spillet i Bjerringbro-Silkeborg i snart tre sæsoner, bliver dermed den fjerde dansker i Magdeburg. Bundesligaklubben har i forvejen Jacob Bagersted, Jannick Green og Michael Damgaard på holdkortet.

Mads Christiansen har skrevet under på en kontrakt, der gælder for de kommende to sæsoner.

- Jeg synes, det er en fantastisk spændende mulighed. Det er en klub, der har de rette værdier, og som sportsligt har været på rette vej de seneste år. Så jeg kan få opfyldt mine ambitioner om at spille med, hvor det er spændende, siger Mads Christiansen til TV 2 SPORT.

- Det har aldrig været et absolut mål, at jeg skulle af sted til udlandet, men jeg synes, det har været så interessant med de muligheder i Magdeburg, at jeg har valgt at takke jeg, selvom jeg har været glad for at være i BSV.

Efter mange sæsoner i den danske liga ser højrebacken frem til nye udfordringer.

- I Tyskland er det en anden struktur, større arenaer og så videre. Det er bare et spændende miljø, synes jeg. Sportsligt synes jeg jo, det er fedt, at det er et hold, der ligger med, og hvor man kan spille med, hvor det er sjovt. Det er et hold, der kan slå alle andre hold i ligaen, og det er fedt at kunne blive en del af det, siger han.

Bliver du en bedre spiller af at tage derned?

- Det tror jeg. Det håber jeg da. Jeg tror, at det, at man prøver at kaste sig ud i nogle nye ting, det kan være med til at modne en. Så jeg tror helt sikkert på, at det kan være med til at gøre mig til en bedre håndboldspiller.

Mads Christiansen, som har spillet 89 landskampe for Danmark og scoret mere end 200 mål, har tidligere i karrieren spillet for Team Tvis Holstebro, Aalborg og TMS Ringsted. Han har også været med på det danske landshold ved de seneste to slutrunder.

- Det er ikke set med øjne i forhold til landsholdet, at jeg tager skridtet. Men det er jo også kommet som en naturlig del af den periode, jeg har haft på landsholdet, hvor jeg har fået en større rolle, og det har også været med til at bane vejen for, at jeg kunne finde en klub i Tyskland, der er interessant nok til, at jeg ville gøre det. Så på den måde har landsholdet jo været med til at bane vejen.