Boxen er sikret: Sikkerheden øget til håndbold-VM

- Kom i god tid, lyder opfordringen til tilskuere, der har billet til kampene i Jyske Bank Boxen under VM

Se hele TV 2's sendeplan for VM i damehåndbold

Jyske Bank Boxen i Herning lever i den grad op til sit navn her på den første spilledag ved håndbold-VM.

Sikkerheden er nemlig markant øget omkring VM-arenaen, så arrangørerne kan holde helt styr på, hvem og hvad der får adgang til bankboksen. 

Både tilskuere, presse, spillere og trænere skal igennem grundigere sikkerhedstjek, end der tidligere har været til håndboldslutrunder i Danmark, for at komme ind. Tasker bliver kigget igennem, og alle bliver kropsvisiteret. 

- Set i lyset af det, der skete i november måned i Paris, så har vi valgt at opjustere, siger Hans Jørgen Lythje fra Dansk Håndbold Forbund, der er den arrangementsansvarlige for kampene i Boxen. 

- Vi tager selvfølgelig terrortrusselen alvorligt og følger de anvisninger, vi får af nationalt beredskabscenter i samarbejde med PET, siger Lythje til TV 2 SPORT. 

På grund af det ekstra sikkerhedsniveau opfordrer arrangørerne også alle tilskuere til at komme i ekstra god tid til kampene i Boxen.