VM-chok: Lotte Grigel ude med grim skade

Lotte Grigel er korsbåndsskadet og kan se frem til en lang pause

Man kan se mere nyt fra landsholdet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, når vi transmitterer dagens pressemøde fra kl. 13.45.

Det så ikke slemt ud, men alligevel har det vist sig at være en alvorlig skade, Lotte Grigel pådrog sig søndag aften i VM-kampen mod Tunesien i Boxen i Herning.

En scanning mandag formiddag har vist, at korsbåndet i venstre knæ er revet over, og dermed venter der playmakeren en pause på minimum et halvt år.

Lotte Grigel fik et lille skub, da hun sprang ind over stregen midt i første halvleg af 32-20-sejren og landede uheldigt.

- Vi er sindssygt kede af det på Lottes vegne og meget ærgerlige over, at vi må undvære hende resten af turneringen, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en meddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Også før sidste års EM i Ungarn måtte Lotte Grigel forlade slutrunden før tid, da hun under opvarmningen til kampen mod værterne, da hun fik Pernille Holmsgaard ned over sit ben og pådrog sig en knæskade.

I stedet for Lotte Grigel er SK Aarhus-spilleren Anna Sophie Okkels indkaldt.- Vi har hele tiden haft Anna Sophie Okkels i tankerne, hvis der skulle ske udskiftninger i truppen. Nu kommer hun lidt hurtigere i spil end vi havde regnet med, men hun har heldigvis holdt sig skarp i sin klub og er helt klar til at glide ind i truppen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Situationen, da Lotte Grigel blev skadet mod Tunesien, kan ses i tv-klippet over artiklen, mens situationen fra 2014 kan ses herunder: