Bror om René Tofts grimme skade: Så det heldigvis ikke live

Henrik Toft sætter nu for første gang ord på sin brors, Rene Tofts, alvorlige knæskade, og Flensburg-stregen er fortsat påvirket af situationen.

Kiel-kæmpen René Toft Hansen var udset som det helt store forsvarsvåben i Danmarks vej til medaljer ved EM i Polen senere på måneden.

Men et overrevet korsbånd i den allersidste kamp inden landsholdssamlingen har sat en stopper for - ikke bare stregspillerens EM-drømme - men også muligheden for deltagelse ved OL i Rio til sommer. Det har været hårdt, også for brormand og landsholdskollega Henrik Toft Hansen, der rystet har fulgt med fra sidelinjen.

- Det har været rigtigt hårdt lige siden han fik skaden. Jeg så det heldigvis ikke live i tv, men jeg blev ringet op af familien og fik at vide, at den ikke var alt for god, siger Henrik Toft Hansen til TV 2 SPORT.

- Det har været nogle hårde dage, men nu er han kommet godt igennem operationen og kan kigge fremad, og så kan jeg også begynde at kigge fremad. Jeg har en vigtig opgave på det her hold, og vi skal prøve at løse det bedst muligt.

Skaden betyder samtidig, at Henrik Toft Hansen træder et skridt op i landsholdshierarkiet og får et større ansvar, og med større ansvar følger større pres.

Men Henrik Toft føler ikke, at han kan eller skal løfte den store forsvarsarv alene.

- Jeg er klar til det lige som alle mulige andre midterforsvarere. Vi skal fordele opgaverne lidt. Det er en stor spiller, vi har mistet i forsvaret med megen erfaring, siger Henrik Toft.

- Men jeg tror på, at de gutter, der er samlet her, sammen kan løfte opgaven, og så må vi se, om vi kan få banket et fornuftigt forsvar op, der kan gøre det godt til EM. Men det kræver nogle træninger, og det er vi i fuld gang med.

Danmark spiller første kamp ved EM i Polen den 16. januar. Modstanderen er Rusland.