Danske stjerner om EM-målsætning: Skade har lagt en lille dæmper

Mikkel Hansen og anfører Niklas Landin er spændte på, hvad René Tofts EM-afbud får af betydning for holdets chancer

Se håndbold-EM på TV 2 PLAY

Gudmundur Gudmundsson afslørede tidligere på dagen Danmarks målsætning ved EM i Polen, som begynder den 15. januar.

Vi skal spille om medaljer, altså nå semifinalen, og landstræneren gjorde det faktisk klart, at korsbåndsskaden og dermed også EM-afbuddet fra René Toft Hansen ikke spillede nogen rolle i målsætningen.

Men to af Danmarks største internationale stjerner ved ikke, hvor stor eller lille betydning forsvarskæmpens afbud får.

- Det er klart, at Tofts skade har lagt en lille dæmper, men jeg synes stadigvæk, at der er så mange at tage af, som kan komme ind og fylde Tofts plads ud i midterforsvaret. Jeg synes stadigvæk, at vi har et fantastisk godt hold, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.

For fire år siden var Landin og PSG-stjernen Mikkel Hansen med til at vinde EM, og selv om Toft har meldt afbud, mener Mikkel Hansen faktisk, at holdet som helhed kan være stærkere end i 2012.

- Nu har vi ikke spillet en kamp uden René Toft , så det bliver spændende at se, hvordan det går, men jeg synes, at vi har et godt hold. Vi er måske blevet et mere internationalt hold, vi har fået noget mere erfaring, så forhåbentlig kan man se det her i 2016, siger Mikkel Hansen.

 

Polen er favorit til guldet
Begge spillere var med til på gårsdagens målsætningsmøde at pege på semifinalen som et fornuftigt bud.

Men ifølge Niklas Landin er det ikke Danmark, der er favoritter til at vinde EM-guldet.

- Man ser jo ofte, at hjemmeholdet når langt, fordi der er masser af opbakning fra fansene, så måske er Polen den største favorit, siger Landin til TV 2 SPORT.

EM i Polen spilles fra den 15. til 31. januar. TV 2 SPORT har rettighederne, og ALLE kampe vises på enten TV 2, TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.