Pyha! Dansk sejr i overraskende EM-gyser

De danske håndboldherrer var i kæmpe problemer mod holdet, der var blevet kaldt EM’s dårligste hold

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY

Gudmundur Gudmundsson havde ret. 

Det må vi give den grundige og perfektionistiske islænding, der er hyret til at få Danmarks bedste med harpiks og bold til at vinde håndboldkampe. 

Han havde jo advaret os. 

Montenegro var slet ikke så dårligt et håndboldhold, som iagttagere og eksperter har udråbt det til. Faktisk var Montenegro tæt på at levere en kæmpe overraskelse i en uventet EM-gyser, som Danmark kun vandt 30-28.

Første halvleg var som at sidde foran computeren med popcorn og cola og gense EM-åbningen mod Rusland forleden. Montenegro-kampen lignede noget, vi havde set før. 

Eneste forskel var Niklas Landin, der stod så blændende mod russerne forleden. Mod Montenegro var han langt under middel. 

Kun tre redninger havde den danske målmand i en første halvleg, hvor forsvaret også havde store problemer - og hvor ingen kan fortænke landstræneren, hvis hans tanker engang imellem fløj til Kiel og ned til den skadede René Toft.

Danmark manglede den lim, der plejer at binde det sammen. 

Montenegrinerne er store, som var de vokset op på en rugbrødsfabrik, og deres enorme fysik havde danskerne det svært med. Gik de frem for at stoppe deres store skytter, fik stregspilleren frit spil. Stoppede de stregen, bragede Montenegros fremragende skytter bolden ind i det danske net. 

Danmark - Montenegro målscore

Danmark-Montenegro 30-28

Danmark:  Anders Eggert 6, Mads Christiansen 4, Henrik Toft Hansen 4, Mikkel
Hansen 4, Mads Mensah Larsen 2, Jesper Nøddesbo 2, Lasse Svan Hansen 2, Henrik
Møllgaard 2, Michael Damgaard 2, Rasmus Lauge 1, Hans Lindberg 1.

Målmænd redningsprocent:

Nicklas Landin 17 %, Kevin Møller 38 %

Montenegro:  Nemanja Grbovic 7, Milos Vujovic 4, Vasko Sevaljevic 4, Vuko
Borozan 4, Stefan Cavor 3, Vladan Lipovina 2, Fahrudin Melic 1, Bozo Andelic 1,
Branko Kankaras 1, Bogdan Petricevic 1.
 

Udvisninger: Montenegro 3, Danmark 3.

 


 

Problemerne i forsvaret forplantede sig til det danske angrebsspil, hvor danskerne spillede langsomt - og alt for ofte brændte, når de endelig kom frem til chancer. Igen denne aften illustreret af Mikkel Hansen, der for anden kamp i træk ikke kunne finde det spil, der engang gjorde ham til verdens bedste.

Bare ét mål på seks forsøg lod stjernens statistik efter de første 30 minutter. 

Lyspunktet var til gengæld Mads Christiansen. Denne 29-årige Næstved-dreng, der sjældent trækker de store overskrifter på landsholdet, scorede fire mål på seks forsøg. Men han kunne ikke gøre det alene. 

Montenegro førte med 16-14 ved pausen, og en kæmpe dansk EM-fiasko lurede.

Danmark kom ud til anden halvleg med en helt anden aggressivitet - anført af Mads Mensah, der ligner en spiller, der måske kan få sit helt store gennembrud ved denne slutrunde. 

Med to mål, masser af energi og en genial assist til Lindberg vendte Mensah 14-16 til 19-17 på de første minutter af anden halvleg. 

Samtidig sad Montenegros største bulldozer, Vuko Borozan, i store smerter ude på bænken og lignede en mand, der ikke ville kunne true Danmark mere i den kamp. 

Det var Rusland om igen. Den her ville Danmark tage i de sidste 10 minutter. Troede vi. 

Men nødden var hårdere denne gang. Så hård, at en fyldt ERGO Arena måtte holde vejret i spænding og tvivl over, om Danmark ville knække den eller ej. 

Landin reddede fortsat lige så lidt som en blind livredder i en svømmehal, så landstræneren skiftede igen - som han også gjorde undervejs i første halvleg - Kevin Møller ind mod slutningen.

Det viste sig at være en klog beslutning. "Der Kevin", som den to meter høje sønderjyde bliver kaldt, havde tre-fire afgørende redninger i de sidste minutter, hvor Montenegro kunne have leveret sensation. 

I stedet scorede Henrik Toft med 72 sekunder igen til 30-28, og den danske bank og de flere tusinde danske fans kunne stoppe med at hyperventilere.

Danmark fik den sejr, der var mindste krav for at blive udråbt som en fiasko, og holdet er nu sikker på at få minimum to point med til mellemrunden.

Sidste gruppekamp er på onsdag mod Ungarn, der tidligere på dagen tabte til Rusland.