Ungarns landstræner sammenligner Mikkel med Messi

Den ungarske landstræner deler store roser ud til Mikkel Hansen, og sammenligner ham med Messi

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY

Danmarks helt store målmager, Mikkel Hansen, bliver ofte betegnet som en af verdens bedste håndboldspillere og har også modtaget en pris med netop den titel i 2011.

I fodboldens verden er FC Barcelona-stjernen Lionel Messi netop kåret som verdens bedste spiller og har modtaget ”Den gyldne bold”, og selvom det måske er svært at sammenligne de to sportsgrene, så er Mikkel Hansen måske håndboldens svar på Messi.

Den ungarske landstræner, Talant Dujshebaev, drager i hvert fald en parallel mellem de to.

-Det er naturligvis meget svært at standse sådan en spiller, for han har det med mål som Cristiano Ronaldo. Det er helt naturligt for ham ligesom med Messi, siger Talant Dujshebaev til TV 2 SPORT.

- Han er helt sikkert en af de bedste spillere i nyere tid.

Og Mikkel Hansen selv er glad for at blive kædet sammen med de to store fodboldstjerner.

- Jeg er da glad for, at en stor træner som ham kommer med sådan en sammenligning. siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

I videoklippet oven over kan du blandt andet høre, hvad Mikkel siger til rosen fra Talant Dujshebaev.

Den hårdt skydende bagspiller har indtil videre ikke sat det helt store aftryk på dette EM, hvor han i to kampe har scoret otte mål på 18 skud. Han er heller ikke selv tilfreds med indsatsen.

- Nu skal jeg vel også snart til at gøre mig fortjent til at få lidt ros. Jeg synes ikke, det har været særlig godt fra min egen side, og det må ved at være tid til, at jeg leverer på lidt højere niveau, siger Mikkel Hansen.

Du kan selv bedømme, om Mikkel Hansen kan sammenlignes med Ronaldo og Messi, når Danmark onsdag møder Ungarn kl. 20 på TV 2.

I videoen over artiklen kan du høre, hvad Talant Dujshebaev mener om Mikkel Hansen.