Kæmpe sensation - Norge nedkæmper EM-værter

Norge leverede en kæmpe overraskelse, da de stod imod et enormt pres og besejrede EM-værterne fra Polen med 30-28

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY.

De var ikke skænket mange chancer på forhånd, men de norske håndboldherrer fortsætter alligevel himmelstormen ved EM. Lørdag aften gik det sensationelt ud over slutrundens polske værter, der måtte se sig nedkæmpet af nordmændene. Med sejren på 30-28 er Norge nu oppe på seks point i mellemrundens gruppe 1.

Polen og Norge kæmpede lørdag aften et indædt slag om sejren, som samtidig ville bringe dem et jætteskridt nærmere en plads i semifinalerne. Begge hold havde fire point med til mellemrunden og allerede inden første fløjt levede atmosfæren op til et topbrag.

Kampfakta: Norge-Polen:

Norge:

Espen Lie Hansen: 8 mål

Kent Robin Tønnesen: 6 mål

Magnus Jondal: 5 mål

Sander Sagosen: 4 mål

Kristian Bjørnsen: 4 mål

Bjarte Myrhol: 1 mål

Christian O’Sullivan: 1 mål

Harald Reinkind: 1 mål

Espen Christensen: 21% i redningsprocent

 

Polen:

Karol Bielecki: 10 mål

Michal Jurecki: 9 mål

Michal Szyba: 3 mål

Kamil Syprzak: 2 mål

Michal DaszeK: 2 mål

Krzysztof Lijewski: 2 mål

Slawomir Szmal: 14% i redningsprocent

Piotr Wyszomirski: 14% i redningsprocent.

Det gav kuldegysninger langt ud bagved tv-skærmene, da små 15.000 polakker akkompagnerede tonerne af den polske nationalsang Mazurek Dabrowskiego i den mægtige Tauron Arena i Krakow. Hør bare her:

Stemningen steg bare yderligere et par decibel til et sandt lydmæssigt tordenvejr, da EM-værterne lagde godt fra land med mål fra stregkæmpen Kamil Syprzak og den rutinerede storskytte Karol Bielecki. Sidstnævnte fik dog snart konkurrence i en storslået skyttekamp med norske Espen Lie Hansen.

Den tidligere BSV-back var øjensynligt glad for tilskuernes larm. Som en anden nordisk gud tordnede han i hvert fald løs med sin skudhammer. Det kastede seks mål af sig på de første 30 minutter - Bielecki fulgte næsten trop med fem mål i en første halvleg, hvor nordmændene undervejs fik dæmpet de fanatiske polske håndboldfans på lægterne og kunne gå til pause foran med 16-15.

Som deres modstandere i den anden ende tog Norge godt fra i forsvaret. Også for godt. Den centrale forsvarsspiller Erlend Marmelund indkasserede hele to udvisninger inden det første kvarter var slut. Det fik formentlig de defensive norske ”alarm-klokker” til at bjælde lidt ekstra på sidelinjen.

Men både før og så sandelig også efter pausen tog GOG-målmanden Espen Christensen godt fra i det norske mål. Derfor holdt nordmændene også i kampens sidste halvdel fat i en lille føring på mellem et og tre mål.

Da den norske målmands kollega i den anden ende Slawomir Szmal lige pludselig også for en kort periode begyndte at tage med hænder og fødder øjnede polakkerne chancen for at komme tilbage. Den havde de flere gange, men helt op kom de heroisk fightende værter aldrig helt.

Et eksempel på, den polske fight ikke har nogen grænser kan ses nederst i artiklen.

Selvom publikumsfavoritten Michal Jurecki på smukkeste vis tog ansvar og fyrede flotte mål afsted, så var det Norges Kent Robin Tønnesen, der stod med en regulær matchbold fra syvmeter-stregen med 100 sekunder igen. 

Stillingen var 29-28 til Norge, da han smækkede bolden afsted med venstrehånden, som ligesom Espen Lie Hansens højre havde haft god tur i den i løbet af kampen. Og Szmal kunne ikke bremse dens vej mod målnettet. 

Se afslutningen på kampen øverst i artiklen.

30-28. En stor sensation var en realitet. Norge trodsede overraskende de polske EM-værter og har nu samlet seks point ind i mellemrunde-gruppe 1. Nordmændene er dog endnu ikke sikre på semifinalepladserne - ligesom håbet om en plads blandt de sidste fire også fortsat lever hos slutrundens hjemmehold fra Polen.