Dansk drømmeduo: Hansen hylder perfekt samarbejde med Damgaard

Hvis du er i tvivl om, hvorfor Hansen hylder de to danske profilers samarbejde, skal du bare se videoen herover.

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY

Den danske duo Michael og Mikkel med efternavnene Damgaard og Hansen gjorde i fællesskab aldeles ondt på det spanske forsvar i håndboldherrernes EM-sejr over Spanien søndag aften.

Et samarbejde de to bagspillere imellem, som Mikkel Hansen også var rigtig godt tilfreds med dagen derpå:

- Det fungerede jo perfekt. Vi fik sat Michael i nogle rigtige gode situationer. Han er jo en spiller, der ikke skal bruge så meget plads både i mand-mand-spillet, men også qua sit skud.

- Og i går viste han, hvor dygtig en spiller han er, lyder det rosende vendinger for herrelandsholdets normale skudkanon.

Mod Spanien blev det dog ”kun” til tre mål for Paris-backen. Til gengæld strøg han om sig med den ene chanceskabende aflevering efter den anden. En del af Hansens ni målgivende pasninger tog Michael Damgaard sig kærligt af og omsatte til mål, som indbragte ham aftenens topscorertitel med seks scoringer.

De første gange Damgaard hamrede bolden afsted opfangede det spanske forsvar slet ikke, hvad der ramte dem, før det var for sent. Måske håndboldherrernes kommende EM-modstandere fra Sverige og Tyskland bruger mere forberedelsestid på den skydeglad Magdeburg-back:

Tror du, modstanderne efterhånden begynder at lure Damgaard?

- Det håber jeg da ikke. Jeg synes, han er en dygtig spiller. Og hvis modstanderne begynder at forberede sig lidt mere på ham, så må man håbe, at han bruger det positivt, siger Mikkel Hansen.

Se Danmark-Sverige direkte på TV 2 tirsdag med optakt fra 20.00.