Kontoen er gået i nul, Gudmundsson

Danmark trak nitten og er definitivt ude af EM - nu peger pilen på landstræneren, som skal stå til ansvar for de to seneste slutrunder.

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY.

Fiasko.

En sportsudøvers værste ord at blive konfronteret med efter en konkurrence.

Men der er ingen vej udenom. EM 2016 vil for altid blive husket som en dansk fiasko.

Inden vi kigger tilbage på årsagen til det hårde ord, så lad os dvæle ved konsekvensen af det danske flop. Og den er klar og kynisk: Gudmundur Gudmundssons kredit som landstræner er opbrugt.

Ikke forstået på den måde, at han skal ud. Der er dog ikke overtræk. Selvfølgelig skal den danske landstræner også på mandag hedde Gudmundur Gudmundsson. Vi syntes for fire dage siden, at han var en dygtig træner. Det er han stadig. Men nu har han i to slutrunder været træner for et af verdens bedste landshold og begge gange placeret det på ligegyldige endestationer uden for medaljeskamlen. Det er ganske enkelt ikke godt nok, landstræner.

Konsekvensen for landstræneren kommer til foråret, når Danmark skal spille OL-kvalifikation. Og her er vi tilbage ved den konto, der ikke længere står penge på. For kikser en dansk plads i Rio, så er løbet kørt for Gudmundur Gudmundsson. Så kan han ikke længere blive siddende.

Før EM gik jeg på denne plads i rette med de eksperter, der mente, at Gudmundsson gik ind til mesterskabet under pres efter femtepladsen i Qatar for et år siden. Jeg efterlyste nuancen, da danskerne trods alt røg ud i sidste sekund mod et spansk klassehold.

16x9
Kontoen er gået i nul, Gudmundsson. Foto: DRESLING JENS / POLFOTO

Det er i sandhed ikke historien om fiaskoen i Wroclaw. At glippe en sikker semifinaleplads ved at ramme forbi potten mod både Sverige og Tyskland er uforståeligt. Pinligt er også et brugbart ord her. Især, fordi danskerne i begge kampe var foran mod slutningen. Vel at mærke mod to purunge mandskaber. Hvornår i alverden skal man så vise, at man er et erfarent hold i verdensklasse? Hvis det altså er det, Danmark er. Tvivlen kommer til at sidde i systemet i ... ja, i lang tid.

Landsholdet har en gennemsnitsalder på 29. De store profiler, Niklas Landin og Mikkel Hansen, er med 27 og 28 år midt i karrierens bedste år. Det er nu, at Danmark skal vinde titler.

Men der er mere salt til kødsåret, hvorfra blodet synes ustoppeligt lige nu: Et i forvejen ikke prangende tysk landshold sendte i en svækket udgave Danmark ud. En håndfuld tyske stamspillere manglede. Den sunde fornuft afgik også ved døden i Centennial Hall.

Nu venter der så en ubærlig, irriterende og ydmygende placeringskamp på fredag. Og således passer den meget godt til det, som dette EM vil blive husket for i Danmark: Ubærligt, irriterende og ydmygende.