Danmarks fiasko banede vejen: Dansk duo skal fløjte EM-finalen

16x9
Mads Hansen og Martin Gjeding har fået æren af at fløjte EM-finalen Foto: Claus Fisker / Scanpix

Det danske herrelandshold skuffede ved EM. Til gengæld kommer mesterskabets danske dommerduo på banen i finalen.

Danskerne får et lille plaster på det store EM-sår, der har stået åbent og blødt siden onsdag aften.

Den danske dommerduo Mads Hansen og Martin Gjeding har nemlig fået til opgave at dømme EM-finalen på søndag i Krakow, hvor enten Norge eller Tyskland skal møde Spanien eller Kroatien.

- Vi fik beskeden, da alle dommere var samlet sidst på eftermiddagen, siger Mads Hansen til TV 2 SPORT.

- Vi har dømt Champions League-finalen for mænd og EM- og VM-finalen for mænd, men for mig er dette den største kamp i vores karriere. Herre-EM er noget helt specielt. Trykket er bare anderledes, fordi der ikke er stor forskel på holdene. Mange vil mene, at VM- og OL-finalen er større, men for mig er en EM-finale det største.

Indtil nu har duoen dømt tre kampe ved EM.

  • FRANKRIG 30-23 MAKEDONIEN
  • HVIDERUSLAND 27-29 NORGE
  • POLEN 23-37 KROATIEN

- Mange ting skal spille sammen for at vi kan få en finale. I modsætning til spillerne så afgør vi ikke vores egen skæbne. Mange ting skal gå op. Eksempelvis at vores egen nations landshold skal ryge ud, siger Mads Hansen.

Selv om det sidste, Hansen nævnet, har banet vejen for dommerduoens succes, havde han gerne ofret den for det danske landsholds plads i semifinalerne.

- Man kan sige, at det danske nederlag var vores held, men jeg mener oprigtigt, når jeg siger, at jeg hellere havde set Danmark i semifinalen. Det ville have været bedre for dansk håndbold, som vi jo også repræsenterer. 

Det er langt fra første gang i karrieren, at Gjeding og Hansen får vist stor tillid fra det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

Denne herreslutrunde er Mads Hansens og Martin Gjedings tredje i træk, daskerne fløjter i. Tidligere har de været med ved kvindernes VM i 2009 og 2011, EM i 2010 samt OL i 2008.