Nyegaards karakterbog: Fuldstændig overflødig kamp!

TV 2's ekspertkommentator mener, at Danmarks placeringskamp gav beviset på, at den slags kampe er unødvendige - og glæder sig over Peter Balling.

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY.

Karakterer

5: Topklasse

4: Over middel

3: Middel

2: Under middel

1: Ikke godt nok

UB: Udenfor bedømmelse

Fuldstændig overflødig.

Så klar er Bent Nyegaards holdning til dagens placeringskamp, hvor Frankrig med en sejr på 29-26 over Danmark snuppede EM's femteplads og sendte Danmark ned på sjettepladsen.

- Alle kan se, at spillerne ikke bryder sig om at spille den slags kampe, siger Bent Nyegaard.

- Det er helt ok, at den bliver arrangeret, for den kan få betydning i forhold til OL-kvalifikation, men når den ikke har, så burde den droppes, siger TV 2's ekspertkommentator.

- Det var en svær kamp at spille for alle, også franskmændene. Men når det er sagt, så er det stadig en landskamp, og så kan man også forlange mere, end det man så i dag. Danmark brugte kampen til at kigge fremad og give nye spillere chancen, og det var fornuftigt nok, for der venter jo en OL-kvalifikations-turnering i april, siger Bent Nyegaard.

Han var glad for at se, at Peter Balling udnyttede chancen og har ham som kampens bedste spiller, mens eksempelvis Mikkel Hansen ligger i den anden ende af karaktergivningen.

Bent Nyegaard

  • Bent Nyegaard har været TV 2's faste håndboldekspert siden 2006
  • Har kommenteret de danske håndboldlandshold til EM, VM og OL
  • Fast kommentator, når TV 2 sender kampe fra de danske ligaer
  • Bent Nyegaard var selv en aktiv håndboldspiller i 1970'erne og fik senere stor succes som træner i fynske GOG, hvor han vandt fem pokaltitler og fire DM-titler med klub­bens kvinder og mænd. Siden blev han også træner i Team Tvis Holstebro.

Se Bent Nyegaards vurdering af de danske spillere herunder:

Nyegaards karakterbog: Danmark-Frankrig
Karakterskalaen
5
Høj klasse
4
Klasse
3
Over middel
2
Under middel
1
Meget ringe
0
Dumpet
UB
Kan ikke vurderes
Niklas Landin
UB
Sad på bænken hele kampen.
Kevin Møller
3
Han ender med en redningsprocent på 26 og burde måske nok have haft fat i flere langskud. Men han står bag et forsvar uden den normale tyngde, og det er altså svært, når de blæser lige igennem på midten, og mange andre steder gør han det godt.
Lasse Svan
3
Spillede anden halvleg og scorede på den ene chance, han fik. Fik heller ikke fredag meget at arbejde med, og man kan ikke sætte en finger på noget. Han fik bare ikke chancen for at vise mere end en middel indsats.
Hans Lindberg
3
En indsats meget á la Svans - bortset fra en enkelt afbrænder i første halvleg. Ikke det store at sætte på hans forsvarsindsats.
Casper U. Mortensen
3
Leverede et energisk indhop i anden halvleg og lå egentlig til en højere vurdering, men bragede så alligevel to ind i kroppen på keeperen. Den mest aktive af de fire fløje.
Anders Eggert
3
Den mindst aktive af de fire fløje, der stort set intet fik at arbejde med. Eggert havde faktisk ikke en eneste afslutning, men omvendt gjorde han det godt i forsvaret med bl.a. at trække angrebsfejl.
Alexander Lynggaard
2
Han scorer tre mål og gør det godt angrebsmæssigt. Fik bevist, at han er en fornuftig stregspiller. Men ... Forsvarsspillet var jo håbløst. Han blev virkelig udstillet. Det er langt efter international standard, og det bliver svært for ham at opretholde pladsen på holdet. Det går for stærkt for ham, og så kommer han til at hænge efter, skubbe og holde fast - og derfor fik han tre udvisninger og rødt kort på lidt mere end en halvleg.
Henrik Toft Hansen
3
Han er ikke blevet tilgodeset i angrebet de sidste par kampe. Spillede et kvarter og var næsten ikke med angrebsmæssigt. Forsvarsmæssigt var det ok. Han var ikke inde i den periode, hvor forsvaret var i kaos.
Jesper Nøddesbo
3
Slap hæderligt fra det. Kom ind med fuld knald, men mistede koncentrationen. Angrebsmæssigt fornuftigt med tre mål på fire forsøg, men det trækker fra, når han sjusker i et kontraløb, som han gjorde igen i dag - med en afslutning fra 11 meter. Og det kostede i den anden ende.
Mads Mensah Larsen
3
Afløste Mikkel Hansen efter et kvarter og fik hurtigt plusser på kontoen. Scorede fire mål på otte forsøg, og der mangler ikke indstilling, men kvaliteten dalede, og han traf en del dårlige beslutninger. Igen for mange tekniske fejl, og det er en ting, han bliver nødt til at arbejde med.
Rasmus Lauge
2
Godt at se ham tilbage, men det var også tydeligt at se, at han efter 14 dage havde mistet sin fart og sit drev. Han gav i starten prøver på, hvad han kan med sin acceleration og sin fart, men skudmæssigt var det ikke godt nok, og der var for mange tekniske fejl.
Mikkel Hansen
2
Hvis man ikke har mere energi end det, Mikkel viste, så er der ingen grund til at stille op. Det så ikke godt ud. Hans indstilling og opførsel var til dumpet, men han var så også kun på banen i et kvarter, og alligevel så man fragmenter af, hvad han kan med tre-fire rigtig gode ting - et skud op i toppen af målet, en perfekt bold til Balling osv.
Michael Damgaard
UB
Sad over på grund af en betændt albue.
Henrik Møllgaard
2
Var forsvarsmæssigt ikke i stand til at binde tingene sammen, men var også på en stor og svær opgave, for han fik ikke meget hjælp fra folkene omkring sig. Indsatsen fejlede intet, men det var ikke godt at brænde tre kontraskud samme sted i målet.
Mads Christiansen
3
Solidt arbejde og fornuftig indstilling. Spillede ikke ret meget angreb og gjorde ikke meget forkert - men gjorde heller ikke ret meget og var ikke inde, da forsvaret sejlede mest.
Peter Balling
Kampens spiller
4
Det var opmuntrende at se ham, og i en periode i første halvleg var det en ren fornøjelse, endda efter en svær start. det er i overkanten at kalde ham en diamant, men han har lidt af det samme som Michael Damgaard med det hurtige aftræk og de hurtige fødder. Han har ikke helt den samme speed, men han har nogle ekstraordinære kompetencer - også med sit gennembrud på ydersiden - og så har han en dejlig rytme i sit spil. Ham kan vi godt holde øje med - også i landsholdssammenhæng.
Gudmundur Gudmundsson
2
Kampen havde jo træningskamps-karakter, men jeg synes ikke, Gudmundsson udviser godt lederskab, når han ikke bruger de midler, han har til rådighed. Jeg forstår ikke, at han slet ikke tager en timeout - til at snakke med sine spillere, foreslå dem ting, styre dem. Især, med alle de nye spillere kombineret med den rædselsfulde start. Omvendt skal han roses for at give de nye chancen og for at holde fast i de nye, selvom de fik en skidt start. Det kræver mod.