Pytlick om opholdet i Vardar: Jeg har lært utroligt meget

Jan Pytlick er blevet klogere både som menneske og som træner efter sit ophold i HC Vardar.

Jan Pytlick er tilbage i Danmark efter omkring et år som konsulent i den makedonske storklub HC Vardar.

Et udenlandsophold, der endte med en fyreseddel til den tidligere landstræner for damelandsholdet, da han meddelte klubben, at han efter sommerferien ville vende hjem til Danmark for at stå i spidsen for den fynske klub HC Odense.

- Det har været udfordrende og spændende. Jeg synes, at jeg har lært rigtig meget. Både som træner, men også som menneske. Jeg er blevet udfordret på mange områder og vender tilbage med fuld energi og mange ideer om, hvordan vi kan gøre tingene, siger den danske træner til TV 2 SPORT.

- Det der med at komme ned i en anden kultur og opleve, hvordan de gør tingene og opleve den kynisme, der er i den kultur dernede. Det er jo folk, som slås lidt mere for overlevelse, hvis man kan sige det sådan.

- De er vant til virkelig at skulle slås for tingene, og det er en stor oplevelse at få det med. Man bliver altid inspireret, når man kommer til en anden kultur.

Den tidligere landstræner starter først som træner i Odense til sommer, men han kommer ikke til at holde helt fri indtil da.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at komme tilbage til dansk håndbold og til at skulle arbejde med de her damer i Odense. Det glæder jeg mig meget til, siger han.

Arbejdet med at få næste sæsons hold på plads er nemlig allerede i fuld gang.

- Nu skal jeg gå og gøre mig klar til det arbejde, der skal ske i Odense fra juni. Vi er i øjeblikket ved at kigge på at sammensætte holdet fra næste sæson.

- Vi mister desværre nogle spillere, som har valgt at forlade klubben og derfor skal vi have suppleret op. Det er det arbejde, der er i gang lige i øjeblikket. Det er jeg en del af, og ellers skal jeg bare rundt og se noget håndbold, siger han.

Jan Pytlick kunne glæde sig over, at HC Odense onsdag aften fik en meget overraskende sejr over mesterholdet FC Midtjylland. Odense vandt 21-18.