Nedtur for Kristina Kristiansen og Falster: Misser gylden chance i sidste sekund

Nykøbing Falster-stjernen tog det store ansvar mod mestrene fra FC Midtjylland. Men missede muligheden for point på straffekast efter tid.

På hjemmebane var Nykøbing Falster Håndbold torsdag uhyre tæt på at snuppe et enkelt point mod mestrene fra FC Midtjylland. Men den mulighed glippede, da holdets store stjerne Kristina Kristiansen blev reddet på straffekast efter tid, så kampen sluttede 26-25 i midtjydernes favør.

Mulle er stærk, og hun spiller en god kamp. Så hun skal bare videre

Mette Gravholt

Det blev i stedet gæsternes tyske målvogter Sabine Englert, der blev den helt store heltinde, da hun med en fodparade snød Kristina Kristiansen og Nykøbing Falster Håndbold for uafgjort.

- Vi vandt kampen på grund af den redning. Så det er megafedt, lød det fra en storsmilende Englert umiddelbart efter sejren.

Kampfakta: Nykøbing Falster - FC Midtjylland

Nykøbing Falster Håndbold

Mette Gravholt: 6

Kristina Kristiansen: 6

Mariana Costa: 4

Karoline De Souza: 4

Nadja Mortensen: 2

Emelie Westberg: 1

Nanna Willumsen: 1

Barbara Arenhart: 1.

FC Midtjylland

Veronica Kristiansen: 6

Trine Østergaard: 5

Stine Jørgensen: 4

 Fie Woller: 4

Johanna Ahlm: 3

Sabina Jacobsen: 2

Pauline Bøgelund: 1

Sabine Pedersen: 1

Kristina Kristiansen kan måske finde noget trøst i, at hun inden det omtalte sidste skud havde spillet en glimrende kamp, hvor hun både selv scorede seks gange og assisterede holdkammeraten Mette Gravholt på stregen. Det mener stregspilleren i hvert fald, som samtidig roser rutinerede Englert.

- Mulle er stærk, og hun spiller en god kamp. Så hun skal bare videre. Hun er en af de bedste spillere, vi har, så selvfølgelig skulle hun skyde. Nogle gange scorer man, nogle gange ikke. Sådan er det. Englert er pissegod og rutineret, sagde Mette Gravholt.

Stregspilleren scorede selv seks gange mod FC Midtjylland, der nu er sikker på en plads i semifinalerne. Modsat er det blevet mere spændende omkring modstanderne fra Falster, som stadig er en del af slutspillet, men skal slås med næb og klør for den i de næste kampe.

- Det var en lille sætbold, vi kunne have fået med et point i dag. Men det fik vi ikke. Sådan er håndbold. Det er ikke i dag, vi skal vinde. Det er ikke i dag, vi skal spille os i slutspillet. Vi vinder over Silkeborg på tirsdag, så er den ged barberet, sagde Gravholt.

Silkeborg har dog også masser af spille for på tirsdag. For de er nemlig kun lige præcis uden for slutspillet og kan med en sejr over Nykøbing Falster rykke op og være a'point med dem på sjettepladsen.

Se Silkeborg-Voel vs. Nykøbing Falster Håndbold direkte på TV 2 SPORT tirsdag 20.30.

Resultatet betyder samtidig, at FCM Håndbold er sikker på mindst at slutte som nummer to i grundspillet, hvilket betyder direkte avancement til DM-semifinalerne.

Der resterer tre spillerunder i grundspillet, og i næste runde mødes de to tophold på mestrenes hjemmebane.