Skadet profil efterlader stort hul hos tophold

Jonas Larholms skade efterlader et hul for Team Tvis Holstebro inden slutspillet. Det kunne ses torsdag, hvor holdet tabte til Aarhus Håndbold.

Topholdet Team Tvis Holstebro tabte torsdag til Aarhus Håndbold i en kamp, hvor de havde store vanskeligheder med angrebsspillet. Inden kampen blev det offentliggjort, at en af holdets største profiler, Jonas Larholm, er ude for resten af sæsonen.

Og fraværet kunne mærkes under kampen blandt spillerne.

- Det er et mentalt slag for os, at han lige pludselig er ude. For han har virkelig spillet godt for os – og måske var han vores bedste spiller, siger TTH-målmand Jonas Hansen til TV 2 SPORT.

Selvom Jonas Larholm primært opererer i angrebet, kunne svenskerens skade mærkes på hele banen ifølge Jonas Hansen.

- Vi kæmper for at lave vores mål og tager nok frustrationerne fra angrebet ned i forsvaret, siger han.

Må stå sammen

Jonas Larholms holdkammerater har haft kort tid til at finde løsninger på træningsbanen. Team Tvis Holstebro-træner Patrick Westerholm erkendte også efter nederlaget, at det tager længere tid at erstatte svenskeren.

- Jeg vidste godt, at det blev en vanskelig kamp for os med fraværet. Hullet efter ham blev for svært at fylde op for de andre spillere. Nu skal vi skal rykke tættere sammen i bussen og alle udfylde lidt af den rolle, som Jonas Larholm har haft, siger Patrick Westerholm.

Team Tvis Holstebro ligger stadig på førstepladsen i Boxer Herreligaen og tager dermed lige nu to point med over i slutspillet.

Næste opgave for mandskabet er på søndag mod OCI Lions.