Jubiii, Kolding har fået en dom

KOMMENTAR: KIF Kolding København er kommet i modvind, efter de har brugt cheftræner Carlos Ortega ulovligt.

Møgsag.

Sagen om KIF Kolding Københavns ulovlige brug af træner Carlos Ortega er ved første øjekast elendig for alle i dansk håndbold.

Jeg skal komme tilbage til årsagerne, men i første omgang er det faktisk en befriende sag. Den understreger nemlig, at det juridiske system i dansk håndbold fungerer.

Det er et uvildigt, juridisk udvalg under DHF, der har afsagt deres dom. Udvalget er gået imod indstillingen fra Dansk Håndbold Forbund, der ville have en meget hårdere straf til KIF Kolding København. Derved har vi fået beviset på, at juridiske tvister i dansk håndbold bliver afgjort af uvildige folk med juridisk indsigt. Tak for det.

Sådan har det i sandhed ikke altid været. Vi skal under 10 år tilbage for at finde et bananstats-system, hvor det var DHF-politikernes tilhørsforhold og luner, der afgjorde store sager i dansk håndbold. Bare spørg Anja Andersen, der blev høvlet ud i kulden af nogle hævntørstige politikere efter sit Slagelse-stunt i Gigantium i Aalborg. Retsprincipper fandtes ikke i DHF dengang.

Ortega-sagen er kun god af denne ene årsag. For KIF Kolding København er den pinlig. Men langt fra overraskende. En klub i latente, økonomiske problemer fyrer cheftræneren, skal give ham løn i halvandet år og samtidig finde penge til en af verdens mest eftertragtede trænere. Midt i en sæson, hvor budgettet for længst er lagt. Og sikkert også brugt. Selvfølgelig havde KIF Kolding København ikke råd til Ortega.

Det er KIF Kolding København-ledelsen ved at rette op på. Regnskabet skal ændres og der skal tilføres penge, så klubben kan opfylde DHF’s – i øvrigt fremragende - kapitalkrav. Må vi formode. Efter flere års overforbrug og store millionunderskud er tanken imidlertid også nærliggende, at man i Kolding igen er ved at bruge penge, man ikke har.

Når det uvildige juridiske system under DHF nu dømmer storklubben og siger, at den handlede imod bedre vidende og brugte Ortega ulovligt, så er det en syngende lussing til KIF Kolding Københavns troværdighed.

Dommen på 100.000 kroner lyder mild. I forhold til kapitalkravet ved enhver klubleder, at cheftrænerens løn også skal indgå. Normalt koster det point, når man har brugt en spiller uden orden i papirerne.

Her har det så bare kostet penge, og det er sportsligt set en lettelse. Forestil dig, at KIF Kolding/København var blevet taberdømt i de tre kampe mod Skive, Sønderjyske og Mors/Thy, hvor Ortega ulovligt var med på sidelinjen. Det havde eksempelvis skubbet Skive op i tabellen og efterladt Nordsjælland på sidstepladsen. Tænk lige tanken, at en hårdt og reelt arbejdende klub i Nordsjælland havde fået knust fundamentet og var rykket ud af ligaen, fordi KIF Kolding/København havde brudt reglerne i en kamp mod Nordsjællands værste konkurrent. Tænk, hvis Sønderjyske havde fået gratis point og smadret slutspilsdrømmen hos Skanderborg Håndbold. Det er ubærlige tanker og derfor godt, at de ikke er blevet effektueret. Uanfægtet, at jeg forstår vreden hos topklubberne, der mener, at KIF Kolding København er sluppet billigt. Men nu er vi sikret den sportsligt rigtige afgørelse på grundspillet. Stor lettelse.

Slutteligt må jeg igen pådrage mig selv piskesmældslæsioner i nakken ved at ryste på hovedet over Dansk Håndbold Forbunds manglende evne til at kommunikere.

Dommen fra det juridiske udvalg kom i tirsdags. Men den blev aldrig meldt ud. I ly af natten blev den lagt på forbundets hjemmeside under det lidet besøgte sted ”Regler/Principielle-afgørelser”. Ikke ude på forbundets forside, ikke blandt nyheder og ikke sendt ud som en pressemeddelelse.

Altså: Man idømmer de forsvarende danske mestre en sjælden stor bøde i en sag, der vedrører alle i dansk håndbold. Men vælger ikke at oplyse om det.

Troede I virkelig selv, DHF, at ingen ville opdage det?