'Formentlig slut med karrieren': 44-årig KIF-målmand afslører fremtiden

Kristian 'Nøller' Asmussens karriere kom pludselig til at ligge i toppen af herreligaen, da KIF Kolding København blev ramt af en skade.

Det er søgt, men den slidte og (ligesom Asmussen i håndboldmæssig forstand) ældgamle kliché '40, fed og færdig' er i denne sæson blevet gjort til skamme af Kristian 'Nøller' Asmussen.

KIF Kolding Københavns andenmålmand Marcus Cleverly blev ramt af en diskusprolaps, og så skulle der handles i fusionsklubben. Valget faldt på den 44-årige rutinerede målmand, som blev hentet til på en lejeaftale sæsonen ud i Nordsjælland Håndbold.

Men nu er det snart slut... måske.

- Det er formentlig min sidste sæson, men man skal aldrig sige aldrig. Jeg tror, det er min sidste sæson, og så håber vi, jeg kan slutte med en flot guldmedalje om halsen. Så synes jeg også, jeg har gjort det meget godt, siger Kristian Asmussen til TV 2 SPORT.

Hans hjertebarn er og bliver Nordsjælland Håndbold, og når karrierestoppet (måske/måske ikke) bliver effektueret, vender han hjem til en rolle i klubben.

- Jeg skal være omkring klubben. Jeg vil nok altid stå i kulissen, så jeg kan hjælpe den klub, som jeg holder så meget af, så jeg håber, de bliver oppe i ligaen.

Kunne det være som målmandstræner?

- Ja, det kunne det godt være. Fog, min gode ven, har spurgt, om jeg skulle med i det sportslige udvalg og give lidt den vej til klubben. Mit liv har jo været meget omkring håndbold, så jeg kan ikke bare smide det hundrede procent. Jeg skal være lidt omkring klubben, også med sponsorer, så I kommer til at se mig.

Også mellem stængerne?

- Jeg vil ikke love for meget, men man skal aldrig lukke døren helt, siger Kristian Asmussen til TV 2 SPORT.

Kristian Asmussen har 74 gange repræsenteret det danske landshold, mens klubkarrieren har stået på ophold i blandt andet BM Altea, Magdeburg og Skjern.