Skjern-træner revser ny regel: Den værste i håndboldhistorien

Skjerns træner, Ole Nørgaard, er rasende over en ny regel, som træder i kraft fra næste sæson.

Det er ikke alle, der er lige begejstret for de nye håndboldregler, som rammer de danske håndboldligaer fra 1. juli.

Især regelændringen omkring den ekstra markspiller, er noget som har fået Skjerns træner Ole Nørgaard op af sædet.

Den nye regel betyder, at hvis et hold vælger at tage målmanden ud, skal den ekstra markspiller ikke længere bære en overtrækstrøje. Det vil sige, at alle spillere kan løbe ud og skifte med målmanden.

- Af alle de tåbelige forslag, der nogensinde er kommet i håndboldhistorien, er det her dog den værste, sagde Ole Nørgaard til TV 2 SPORT i optakten til kampen mellem SønderjyskE og Skjern.

- Vi kommer til at spille ens alle sammen. Uden bevægelse. Et spil, hvor fløjene står nede i hjørnet, stregspillerne står på faste positioner, og bagspillerne slet ikke bytter plads.

Ole Nørgaard spår, at holdene fremover ikke får lyst til at løbe kontra, fordi det ikke kan betale sig. Især fordi folk ikke vil løbe risikoen, når de alligevel er i overtal. Derfor frygter han for fremtidens håndbold.

- Jeg tror, at dem som har taget den her beslutning, ikke er klar over, hvor omfangsrig det her er. Det er helt ned til talentarbejdet, vi skal lave noget om. For alt det fokus med at træne mand mod mand er slut. Der er ikke længere nogen grund. Så jeg frygter, at det her bliver en gang indendørs strandhåndbold, understreger Skjern-træneren.

Holdningen bakkes fuldstændig op af TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, som kalder det en hån mod den sport, han elsker.

- Jeg er 100 procent og fuldstændig aldeles enig med Ole Nørgaard. Jeg er nostalgiker. Det er en hån mod den sport, som vi sætter så meget pris på. Og den sport er seks mod seks. Men som Ole er inde på, så giver det alt det modsatte med manglende bevægelse, flow, eksperimenter og kombinationer, lyder det fra Bent Nyegaard.