Vanvittig DM-finale: Polman bliver helt i straffekastsafgørelse

Team Esbjerg er danske mestre for første gang i klubbens historie efter straffekastsafgørelse mod FCM

Der er sket et tronskifte i dansk damehåndbold. 

For første gang i klubbens historie er Team Esbjerg danske mestre efter en underlig, surrealistisk, vanvittig, grim og grotest spændende DM-finale mod FC Midtjyllands forsvarende mestre.. 

En finale, der fik en surrealistisk afgørelse på straffekast med Estavana Polman som helten med den sidste, forløsende hånd, der fik 3.386 i en propfyldt Dokken i Esbjerg til at brøle, så alle fisk i Vesterhavet må være blevet skræmt fem kilometer væk fra kysten.

En vanvittig afslutning på en på mange måder underlig håndboldkamp. 

Første halvleg var en opvisning i dårligt angrebsspil og spillere, der - i hvert fald set fra tribunen - virkede prægede af kampens betydning. Sølle 11 mål blev der scoret i en første halvleg, der formentlig - også - er historisk. 

Team Esbjerg førte 6-5 ved pausen - og det var så usædvanligt, at vi kunne nå at lave en video med alle 11 mål i pausen. Se dem alle her:

Nerverne efterlod spillerne tilsyneladende i omklædningsrummet før anden halvleg. Estavana Polman havde været anonym indtil da, men i de sidste 30 minutter tog hun ansvar og spillede som den stjerne, mange har udråbt hende til.

Hollænderen scorede to mål i de første minutter, hvor hjemmeholdet gik fra 6-5 til 9-5, og Dokken kogede ikke kun. Den var varm som lava. 

Kortvarigt lignede det, at Esbjerg ville trække afgørende fra, men FCM blev ved med at hænge på, og kampen balancerede hele tiden omkring den føring til Team Esbjerg på de tre mål, som midtjyderne havde vundet den første kamp med. 

Esbjerg kom på 19-15 med tre minutter igen, men en scoring via stolpen af Sabina Jacobsen, en Polman-afbrænder på Sabine Englert og endnu et FCM-mål af Stine Jørgensen - der spillede en skidt angrebskamp, men var sikker på tre straffekast i anden halvleg - og så var FCM på 17-19, og al presset var tilbage på Esbjerg. 

Polman scorede til 20-17 med 43 sekunder igen, og så skulle Esbjerg ellers for alt i verden forhindre FCM i at score mere. Gjorde midtjyderne det, ville de nemlig have scoret flest udebanemål - og så skulle Esbjerg pludselig op og lave 22 mål..

FCM fik ikke scoret, og det hele skulle afgøres i en straffekastskonkurrence, der - selvfølgelig - blev lige som dramatisk, som kampen havde været. 

Team Esbjergs Ida Bjørndalen brændte som den første, men straks efter reddede Esbjerg-keeper Emily Sando afslutningen fra Sabina Jacobsen, og alt var lige igen.

I stedet blev unge Jane Mejlvang - der ikke havde rørt banen i selve kampen - den uheldige skurk, da hun blev sat til at tage et af straffekastene. Mejlvang blev pillet af Sando, og FCM-træner Helle Thomsen skyndte sig ud med en trøstende krammer til stortalentet, der ikke kunne stå for presset. 

Men det kunne Estavana Polman, da hun efter scoringer af Jenny Alm og Stine Jørgensen stod med bolden og hele Esbjergs håndboldhjerte i sin hånd foran 3.386 tilskuere, der var klar til et jubelbrøl efter Polmans sidste straffe. . 

Hun skuffede dem ikke.