Danmarks straffe-killer er varm ved VM

Mai Kragballe har fortsat svært ved at brænde straffekast på U20-landsholdet, der har indledt VM med tre sejre.

Mai Kragballe er fortsat ikke meget for at brænde straffekast. Og det nyder det danske ungdomslandshold for tiden godt af ved VM i Rusland, hvor Flemming ’Tuborg’ Larsens tropper har vundet de tre første kampe.

Indtil videre har den 18-årige København-playmaker scoret på 16 af 17 forsøg fra syvmeter-stregen, og især i den tætte kamp mod Norge i tirsdags var Mai Kragballes evner vigtige, da hun scorede otte mål på otte forsøg.

Drømmemålet er selvfølgelig at stå i en finale

Flemming Larsen

- Det er bare en vigtig detalje, især i en tæt kamp som den mod Norge, siger Flemming Tuborg Larsen til TV 2 SPORT fra Moskva, hvor alle kampe i mesterskabet bliver afviklet.

I Primo Tours Ligaen fik mange øjnene op for Mai Kragballes kvaliteter fra straffestregen. Hun fik ikke meget spilletid, men hun blev ofte skiftet ind for at skyde straffe, og i alt opnåede hun en scoringsprocent på 83 for 44 mål på 53 forsøg.

Men på U-holdet har de kendt til evnerne længe, og i sidste års EM havde Mai Kragballe en periode, hvor hun scorede 22 mål på 23 straffekast, fortæller Flemming Tuborg Larsen.

Onsdag vandt Danmark med 41-15 over upåagtede Usbekistan efter indledende sejre over Angola på 28-24 og over Norge på 30-28.

- Sejren over Norge gav lidt til selvtillidskontoen, siger Flemming Tuborg Larsen, tidligere HC Odense-træner.

- Vi har egentlig haft et godt tag på Norge i den her årgang, men vi tabte til dem inden VM, så det var en vigtig sejr, siger han.

Danmark og Ungarn deler føringen i seksholds-gruppen med hver tredje sejre foran Norge med to og Makedonien med en. Danmark mangler at møde Ungarn og Makedonien.

- Målet er at slutte så højt i gruppen som muligt, og derefter er målet at komme i en medaljekamp. Drømmemålet er selvfølgelig at stå i en finale, siger Flemming Tuborg Larsen til TV 2 SPORT.

Danmark har syv gange tidligere vundet medaljer ved U20-VM, men blot en enkelt gang er det lykkedes at komme helt til tops, i 1997.

For to år siden vandt holdet VM-bronze ved VM for U18-hold, og i fjor strøg de til tops ved EM for U19-hold og vandt guld.

De fire bedste fra gruppen går videre til ottendedelsfinalerne, hvor holdene parres med hold fra Gruppe B med Sydkorea, Brasilien, Frankrig og Kroatien.

- Gruppe B er meget lige, og det er alle sammen gode hold, men vi har en fair chance mod dem alle. Vi slog bl.a. Kroatien to gange i Kroatien i to testkampe for nylig, siger Flemming Tuborg Larsen.

Højdepunkter fra Danmarks sejr over Norge:

Mai Kragballe er foreløbig dansk topscorer med 24 mål efter de første tre kampe, mens Althea Rebecca Reinhardt fra Roskilde har stået med en redningsprocent på 47.

Holdet tæller også ligaspillere som Pauline Bøgelund og Ida Vium fra TTH, Julie Pontoppidan fra SK Aarhus, Lærke Nolsøe fra Nykøbing F. og Mie Højlund fra Randers.