Bolsjedrenge, fiasko og forløsning: Her er den danske OL-historie

Danmark har sikret OL-guld i herrehåndbold for første gang nogensinde - dermed er en forbandelse brudt.

28-26 stod der på måltavlen, da OL-finalen 2016 var spillet færdig.

Dermed er endnu et gyldent kapitel skrevet i den stolte, danske håndboldhistoriebog.

Tidligere har de danske håndboldkvinder vundet OL-guld tre gange, men hos herrerne var OL-historien indtil denne magiske aften i august skrevet med dystre verber om skuffelse.

Især de seneste to OL-turneringer, som Danmark er gået ind til som medaljefavoritter og forsvarende europamestre, har været kolossale skuffelser for et dansk landshold, der af de fleste regnes blandt de stærkeste i verden.

Faktisk skal vi tilbage til 1984 og OL i Los Angeles for at finde det bedste resultat indtil 2016. Det var en fjerdeplads. Tidligere var Danmark hensat til de mere ligegyldige placeringer. Herunder kan du OL for OL læse om de danske meritter.

Sådan er det gået herrelandsholdet ved OL
1972
Det danske hold er med for første gang ved et OL i München i 1972. Det er kun anden gang, at sporten er på det olympiske program, og Danmark ender på en temmelig anonym 13. plads ud af de 16 deltagende nationer.
1976
Danmark deltog igen ved OL i herrehåndbold i Montreal, men stadig uden den store succes. Det endte med en plads som nummer otte ud af 12 deltagende hold. Turneringen blev vundet af Sovjetunionen.
1980
Danmark havde endnu det internationale gennembrud til gode. Heller ikke ved legene i Moskva i 1980 kunne holdet for alvor gøre sig gældende. Danmark endte som nummer ni ud af de 12 deltagende nationer. Østtyskland tog guldet.
1984
Det store gennembrud
Morten Stig Christensen var blandt profilerne hos 'bolsjedrengene'. Ukendt / Scanpix
Der skete store ting i dansk herrehåndbold i disse år. På grund af en boykot fra flere af de store håndboldnationer fra øst, Sovjetunionen, DDR, Polen og Ungarn, var danskerne blandt guldfavoritterne i Los Angeles. 
Det danske hold fik tilnavnet 'bolsjedrengene' på grund af de særprægede Hummel-trøjer, de spillede i.
Det endte med en dansk fjerdeplads efter nederlag i semifinalen mod Rumænien på 19-23. Det - indtil 2016 - bedste resultat nogensinde for dansk herrehåndbold ved OL.
2008
Ørkenvandringen forbi
Mikkel Hansen scorer det vindende mål mod Rusland i sidste gruppekamp, men Danmark ender med at skuffe stort ved OL. HANNIBAL HANSCHKE / Scanpix Denmark
Der skulle gå 24 år før det danske landshold igen var med ved OL. Denne gang i Beijing. Forventningerne var enorme, for Danmark var nykronede europamestre og havde et stærkt hold bestående af profiler som Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Lars Christiansen og Michael V. Knudsen. Derudover var stortalentet Mikkel Hansen også med i Ulrik Wilbeks trup. Turneringen endte som en kæmpe skuffelse, efter Danmark røg ud i kvartfinalen mod Kroatien. Tilbage står mindet om Mikkel Hansen, der hamrer et frikast forbi den russiske mur i sidste gruppekamp mod Rusland. Frankrig endte med at vinde OL-guld.
2012
Endnu en skuffelse
Kasper Søndergaard under OL i London i 2012. Scanpix
I årene fra 2008 til 2012 havde Danmark etableret sig som en stornation i herrehåndbold. Det var blevet vil VM-sølv i 2011 og EM-guld i 2012. Derfor var Danmark igen blandt favoritterne, og igen var det med flere verdensklassespillere på holdet - blandt andet Mikkel Hansen. Danskerne sluttede efter Kroatien i gruppespillet - og indkasserede på vejen et faretruende nederlag på 21-32 mod netop Kroatien. I kvartfinalen stod den på et skandinavisk brag mod Sverige, som Danmark var storfavoritter til at vinde. Men det endte med endnu en skuffelse og et nederlag på 22-24, og dermed endnu et kvartfinale-exit.
2016
Den ultimative forløsning
Mikkel Hansen ALKIS KONSTANTINIDIS / Scanpix Denmark
På vejen mod finalen indkasserede Danmark nederlag mod både Kroatien og Frankrig, og derfor var tankerne hurtigt henledt på de sidste to OL-turneringers nedture. Men en sejr i sidste sekund over Qatar kom der vind i de danske sejl. Slovenien blev besejret i kvartfinalen inden der ventede et utroligt drama mod Polen i semifinalen - efter forlænget spilletid sikrede Mikkel Hansen og co. den første medalje til Danmark ved et OL nogensinde. I finalen ventede den onde ånd fra Frankrig, men med en disciplineret indsats og storspil fra stjerne sikrede Danmark den historiske guldmedalje.