Franske medier: Danmark har stoppet det franske herredømme

Roser til Mikkel Hansen og det danske hold hos de franske medier, der erkender, at en æra er forbi.

Danmark har vundet OL-guld i herrehåndbold for første gang nogensinde med en sejr på 28-26 over Frankrig i finalen i Rio.

En sejr der har sendt Danmark i den syvende himmel, men samtidig Frankrig helt ned i kulkælderen. Håndbold-stornationen missede nemlig chancen for at tage et historisk hattrick af OL-triumfer.

De franske medier er hurtige til at male skuffelsen ud over spalterne på deres hjemmesider.

- Danmark ødelagde fransk håndbolds chance for en historisk treble søndag, da de vandt 28-26 i den olympiske finale. Danskerne satte en stopper for det franske herredømme, og nu må Frankrig affinde sig med sølv, skriver Le Figaro.

Le Parisien følger op:

- Nu er Les Bleus ikke uovervindelige mere. Nu går der fire år mere. Vi mødes igen i Tokyo i 2020.

Den store nationale sportsavis L'Equipe fokuserer på den danske superstjerne Mikkel Hansen, der spillede en brandkamp. Men har også plads til en hyldest af det danske hold som helhed.

- Danmark har vundet sin første guldmedalje. Mikkel Hansen ledte det danske hold i første halvleg, og hele det skandinaviske hold funklede for at holde føringen i anden halvleg - takket være et godt forsvar.

Netop Mikkel Hansen scorede otte mål i kampen - syv af dem i første halvleg.

OL-turneringens All Star-hold