Gudmundssons åbenbaring af guld

Danmarks mest lettede og mest lykkelige menneske må være en islænding.

Gudmundur Gudmundsson fik den islandske Falkeorden i 2008, da han fik sit land frem til OL-sølv i Beijing. Spørgsmålet er nu, om Danmark også skal dekorere den 174 cm høje islandske vulkan.

Han står nu som den helt store triumfator. For altid vil han stå som manden bag den største triumf nogensinde i dansk herrehåndbold. OL-guld. Det er uvirkeligt. Og uvirkeligt fedt at trykke på fire taster på computeren og forme ordet. G U L D.

Det havde ingen set komme. Sikkert heller ikke Gudmundsson. Han har mødt masser af modgang som dansk landstræner. Femte- og sjettepladsen í hans to første slutrunder var på ingen måde godkendt med så godt et materiale.

Mange har tvivlet på Gudmundur Gudmundsson undervejs. Kritikken har været omfattende, hvilket har blæst ham omkuld. Landstræneren var tydeligvis ikke klædt på til omgivelsernes pres her til lands.

Det må have føltes som en tonstung sten, der bare blev større og rullede lige imod ham efter den haltende indledning i Rio.

Det lignede alt for meget det usikre landshold, som Danmark i lange perioder har været under Gudmundssons ledelse. Spillet var forudsigeligt. Det samme var udskiftningerne og de trænermæssige tiltag fra bænken. Værst af alt: Udtrykket og vildskaben syntes væk – spillerne virkede ikke frigjort under Gudmundssons stramme, stædige stil.

21. august 2016 vil for altid stå som den vildeste dato i dansk herrehåndbold. Jeg tror, at 12. august er vigtigere. Det var dagen efter puljenederlaget mod Kroatien. Al tritessen og problemerne fra EM i januar blinkede i faretruende neon for enhver.

Jeg gad godt vide, hvad der er foregået i den danske lejr den dag.  Krævede spillerne forandring? Slog sportschef Ulrik Wilbek i bordet? Så Gudmundsson selv bare lyset? Gjorde han, så viste det sig at være forandringens glimt af guld.

Noget skete der fra den dag. Fra næste kamp mod Qatar var Gudmundur Gudmundssons stil som forvandlet. Hans stædighed, der gjorde ham til konge af Island, men ikke virkede i Danmark, var væk. Landstræneren turde endelig spille med hele sin trup. Han turde spille 7 mod 6-spillet. Han tog initiativer – han begyndte at bruge time out-kortet flittigt. En håndboldfaglig kønsskifteoperation.

Var forvandlingen ikke sket, så var Danmark aldrig blevet olympisk mester. Aldrig. Det tør jeg godt påstå.

Vi så det igen i finalen. Det var trænerarbejde af guldkarat, da Danmark begyndte med Kasper Søndergaard og samtidig turde spille 7 mod 6. Også efter pausen gik landstræneren væk fra sin normale gameplan og skiftede flittigt og dygtigt ud. En taktisk triumf.

Store oplevelser forandrer mange ting. Spørgsmålet er, om OL-guldet har vasket problemerne væk på det danske landshold. Om ni gode dage i Rio var nok.

Normalt ville svaret være indlysende. En OL-guldtræner bæres da i guldstol. Men et mærkværdigt interview med sportschef Ulrik Wilbek har alligevel fået mig til at tvivle.

- Man kan have en træner, der vinder bronze tre gange i træk, hvor man tænker, hvorfor vandt vi ikke guld. Omvendt kan man så have en træner, der bliver nummer fem to gange, men hvor han gør det godt, og spillerne også er glade for ham.

Og hvor ligger Gudmundur Gudmundsson så i forhold til det?

- Det holder vi for os selv

Ovenstående Ulrik Wilbek-interview gengivet i søndagens udgave af Jyllands-Posten.

Til Ritzau, sagde han videre:

- Enhver træner, der skaber resultater, er jo glad for det. Men hvis vi bare havde kigget på resultaterne, så havde vi jo fyret Gudmundur for længst.

- Der er så mange parametre i det her. Der er resultaterne, trivsel, forberedelserne til kampene og hvordan det hele kører omkring holdet. Der er utrolig mange ting.

Det er alligevel ganske bemærkelsesværdige udtalelser fra en sportschef om en landstræner dagen før en OL-finale.

Gudmundur Gudmundsson har 10 måneder tilbage af sin kontrakt med Dansk Håndbold Forbund. Det indbefatter endnu en slutrunde, til januar i Frankrig.

Uanset hvad der sker inden da, så vil Gudmundur Gudmundsson efter den guddommelige søndag i Rio for altid stå som den største træner-triumfator i dansk herrehåndbold.