Øredøvende jubel til Mikkel Hansen og en rørt landstræner: Se Danmark få overrakt guldmedaljerne

Det danske herrelandshold i håndbold har for første gang fået overrakt guldmedaljer. Se, hvordan det så ud, her.

Det danske damelandshold i håndbold har prøvet det tre gange.

Men indtil i dag havde herrernes håndboldlandshold aldrig fået en OL-guldmedalje om halsen.

Det har de heldigvis nu. For efter at have vundet 28-26 over Frankrig i OL-finalen, kunne Danmark til stor jubel foran de danske tilhængere og atleter tage imod guldmedaljen.

Især da Mikkel Hansen fik sin medalje, steg jublen fra tilskuerpladserne lige til det dobbelte.

Derefter viste Morten Olsen og Michael Damgaard sig frem på podiet med lidt fjollerier, hvor de gjorde grin med ikke at modtage ligeså stor hyldest som Mikkel Hansen.

Også tårnhøje Jesper Nøddesbo gjorde sig bemærket, da han med et smil gik ned på knæ for at gøre det lettere for damen, der skulle give ham guldmedaljen rundt om halsen.

Mens tårerne var få hos de danske spillere, viste tv-billederne en tydelig rørt Gudmundur Gudmundsson, da den danske nationalmelodi blev spillet i hallen.

Med håndboldlandsholdets guldmedalje slutter Danmark samlet OL med to guld-, seks sølv- og syv bronzemedaljer.

Se højdepunkterne fra OL-finalen mellem Danmark og Frankrig her: