Norske kommentatorer i guldrus: Tillykke, Danmark – nu er I størst

Frankrig havde ikke tabt en finale ved en slutrunde siden 1993. Lige indtil danskerne kom i 2016 og tog tronen fra dem.

Norges håndboldherrer har ikke selv været en del af OL-turneringen, men det har ikke forhindret de norske kommentatorer i at leve sig helt ind i OL - og specielt i Danmarks kampe.

Finalen var ingen undtagelse, og da Mads Mensah Larsen med 35 sekunder igen bragte Danmark foran med tre mål og sikrede OL-guldet, gik de i selsving.

- Danmark vinder OL-guld for herrer over Frankrig. Den aller-allerstørste OL-favorit. Næsten større favorit, end vores egne håndboldpiger var.

- 16 medaljer, 10 guld. 11 finaler. De har vundet 10 af de 11. Ikke tabt siden 1993. Men det var, før danskerne kom i 2016 og tog Frankrig, lød det fra den norske kommentatorboks med hentydning til, at det franske håndboldlandshold ikke har tabt en finale ved en stor slutrunde siden 1993, hvor de tabte VM-finalen til Sverige.

Siden vandt det franske landshold OL-guld i 2008 og 2012, VM-guld i 1995, 2001, 2009, 2011 og 2015 samt EM-guld i 2006, 2010 og 2014.

Men nu er Danmark tilbage på håndboldtronen. Olympiske guldvindere anno 2016.

Herunder kan du gense finalen på 99 sekunder - med Thomas Kristensen og Bent Nyegaard bag mikrofonerne: