Datteren stod klar med flag og smil: Svan blev modtaget på bedste vis

Glæden var stor, da Lasse Svan Hansen blev modtaget af sin familie efter hjemkomsten fra Rio.

Guldmedaljen hang ikke om halsen, men smilet funklede, da Lasse Svan Hansen i aftes kom hjem til Danmark efter triumfen i Rio.

Han kom ud i Terminal 3 i Københavns Lufthavn og blev løbet i møde af sin meget glade lille datter. Hans nærmeste familie var også mødt op, og gensynet var fyldt med glæde.

- Det er skønt det er rigtig dejligt. Det skal nok fejres med et glas champagne, når vi kommer hjem, og så skal jeg nok sove lidt. Det har været en lang dag, sagde en glad Lasse Svan Hansen med datteren på armen.

Lasse Svan Hansen, der var en af turneringens mest scorende spillere, blev efter OL-finalen kåret til turneringens bedste højrefløj. En anerkendelse der varmede.

- Det er fantastisk. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er fantastisk at blive anerkendt for sin egen præstation, sagde han til TV 2 SPORT.

Se hele interviewet med Lasse Svan Hansen i klippet over artiklen.