Ny skulderskade bænker Mads Mensah: Sindssygt irriterende

Nu gik det lige så godt – og så kommer en ny skulderskade i vejen for den danske landsholdsplaymaker.

Efter flere års problemer med den skulder, der er så uerstatteligt et arbejdsredskab for Mads Mensah Larsen – og alle andre håndboldspillere i øvrigt – var han endelig inde i en rigtig god periode.

Men så satte en Leipzig-spiller sin tackling helt skævt inde, og den endte med at gå hårdt ud over Mads Mensah Larsens skudarm.

Jeg er da sindssyngt irriteret over det. Det er da på ingen måde et godt sted at være hæmmet

Mads Mensah Larsen

- Jeg er ret træt af det, for nu gik det for en gangs skyld rigtig godt, siger Rhein-Neckar Löwen-spilleren selv om situationen.

Det gik galt i Rhein-Neckar Löwens seneste Bundesligakamp på udebane mod Leipzig, hvor den danske landsholdsspiller blev trukket i skudarmen under en afslutning. Derfor sad bagspilleren uden for, da holdkammeraterne søndag spillede Champions League. Og det kommer han også til på onsdag, når Celje besøger Mannheim i samme turnering.

Problemet er ’blødninger i skulderen’, forklarer Löwen-træner Nikolaj Jacobsen, og hovedpersonen selv uddyber:

- Senen er ikke revet over, men den er flosset, kan man sige. Denne her gang kunne de så se, at det er værre, end det har været andre gange, siger Mensah, der har scoret ni mål i de første fem Bundesligakampe for de tyske mestre.

Det betyder i første omgang ti dages pause, men bagspilleren håber selv på, at han igen kan kaste med en håndbold på træningsbanen enten fredag eller næste mandag.

- Jeg kan mærke en forbedring nu i forhold til for to dage siden, hvor jeg ikke kunne løfte armen, siger han og afviser, at skaden som sådan er alvorlig.

En operation er altså ikke på tale, men det er en alvorlig sag at være skadet i skulderen, når man er håndboldspiller, og derfor påvirker det da også den danske OL-guldvinder, som har døjet med skulderproblemer gennem flere år.

- Jeg er da sindssygt irriteret over det. Det er på ingen måde et godt sted at være hæmmet – og slet ikke som bagspiller, så det er da meget langt fra optimalt. Jeg har haft dårlig skulder i to-tre sæsoner sådan lidt op og ned. Og så er det jo vildt ærgerligt, når jeg nu endelig var inde i en god periode, siger Mensah Larsen, som dog fastholder troen på, at skulderproblemerne ikke bliver et alvorligt handicap for hans håndboldkarriere.

- Hvis jeg kan få skulderen tilbage på det niveau, den var på nu her, så er det helt fint. Men jeg kunne godt mærke, at der var mange kampe i sidste sæson, så der gik den kold lidt tidligere end normalt.

Som udgangspunkt bliver skaden altså ikke et problem i forbindelse med den landsholdssamling i starten af november, som indebærer EM-kvalifikationskampe mod Holland og Letland. Mads Mensah Larsen erkender dog, at han glæder sig til sommeren 2017, hvor skulderen kan få en længere pause for første gang i to år.