Grimt uheld koster landsholdsprofil operation - og afbud til EM

Line Jørgensens skade i håndleddet er værre end først antaget, og hun skal nu opereres.

Et overrevet ledbånd og et brud på en knogle i håndleddet koster Line Jørgensen deltagelse ved EM-slutrunden i december.

Efter kampen mod Rusland, hvor hun pådrog sig skaden, som du kan se i klippet over artiklen, var hun i røntgen og MR-scanning, og her viste ingen af undersøgelserne nogen komplikationer.

Men landsholdets fysioterapeut, Mikkel Hjuler, havde ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund en dårlig fornemmelse, og den viste sig at være begrundet, da hun var igennem nye scanninger.

- Jeg var ikke i tvivl om, at knoglen var ude af led, da jeg på banen reponerede en af håndrodsknoglerne, der sad forkert. Jeg ved også, at det mere er reglen end undtagelsen, at ledbånd rives over, og der ofte ses brud, når en knogle rives ud af led på den måde, siger Mikkel Hjuler.

Line Jørgensen skal allerede på operationsbordet i morgen, og efterfølgende venter der hende en lang pause, hvor hun til at starte med skal have gips på hånden i seks uger.

- Det var et stort slag at få at vide, at pausen bliver så lang. Jeg følte, jeg var kommet godt tilbage fra min knæskade, og nu skulle jeg endelig i gang med landsholdet, ligakampe og Champions League, og nu misser jeg også EM. Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig lige nu, siger Line Jørgensen.

EM spilles i Sverige fra den 4.-18. december.