Kæmpe skifte på vej: Landsholdets anfører skifter til ligarival

16x9
Stine Jørgensen kan være på vej til et skifte til Odense Håndbold. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Stine Jørgensen bliver ifølge TV 2 SPORT's oplysninger snart præsenteret i Odense.

Et opsigtsvækkende klubskifte i dansk håndbold er ifølge TV 2 SPORT's oplysninger en realitet og bliver officielt i løbet af kort tid.

Det er kvindelandsholdets anfører Stine Jørgensen, som har valgt at forlade FC Midtjyllands vicemestre til sommer, når hendes kontrakt udløber.

Hun skal i stedet spille for Odense Håndbold og under den tidligere danske landstræner Jan Pytlick.

Allerede lørdag florerede rygtet på sociale medier, og kilder med indsigt i processen bekræfter nu over for TV 2 SPORT, at aftalen er på plads, og at Stine Jørgensen formentlig allerede i den kommende uge bliver præsenteret på et pressemøde i Odense.

Odense Håndbold har ambitioner om at spille med i den absolute top i dansk håndbold i de kommende sæsoner og har ifølge TV 2 SPORT's oplysninger også pengene til at lokke store profiler til. Klubbens regnskab for sidste sæson viser et - i dansk håndbold - yderst sjældent millionoverskud på 1,4 millioner kroner.

Ifølge TV 2 SPORTs kilder er Stine Jørgensens forhold til badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen en medvirkende årsag til beslutningen om at skifte klub.

Kæresten bor og træner i København, og med skiftet til Odense kommer Stine Jørgensen tættere på ham.

Det er ikke lykkes at få en kommentar fra Stine Jørgensen, der lige nu er på vej hjem fra Rusland efter en Champions League-kamp med FC Midtjylland, og hverken landsholdsanførerens agent Rasmus Skram eller Odense Håndbold vil kommentere TV 2 SPORTs oplysninger.