Nu forklarer Klavs Bruun EM-truppen, der har undret eksperterne

Landstræneren glæder sig over truppen, han tager med til EM i Sverige i december måned.

Fire debutanter, kun en enkelt højrefløj, fire venstrebacks. Og fravalg af en håndfuld meget velkendte navne. Det er ikke bare en ’business as usual’-trup, Klavs Bruun Jørgensen har valgt til det forestående EM i Sverige.

- Hvem siger, det skal være de navne, vi er vant til at se?

Sådan spørger landstræneren selv retorisk, når snakken falder på hans valg og fravalg. Og manden har jo en pointe. For der er kun én mand, der kan sige, hvem der skal med til EM, og hvem der ikke skal. Og det er lige netop landstræneren selv.

Jeg vil gerne se hende blive klar. Og hun er jo stadig i 28-mandstruppen, og det kan sagtens være hende, der kommer ind, hvis vi står og har brug for en ekstra venstrehånd. Det er slet ikke utænkeligt.

Klavs Bruun Jørgensen om Louise Burgaard

Men hvorfor har han valgt, som han har gjort? Det er der mange forskellige forklaringer på. Overordnet set er forklaringen dog ganske simpel:

- Selvfølgelig for at skabe det bedste resultat, vi kan til et EM, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg er glad for den trup, jeg har udtaget. Ellers havde jeg ikke udtaget dem. Jeg er fint tilfreds. De sidste gange, vi har været samlet, har stemningen været god. Vi har en homogen og fornuftig trup, og det ser jeg frem til.

Danmarks EM-trup

Målvogtere
Rikke Poulsen, Viborg HK
Sandra Toft, Larvik HK

Stregspillere
Stine Bodholt, Viborg HK
Louise Svalastog Spellerberg, København Håndbold
Kathrine Heindahl, Randers HK

Fløjspillere
Trine Østergaard, FC Midtjylland
Maria Fisker, Randers HK
Fie Woller, FC Midtjylland

Bagspillere
Mette Tranborg, SK Aarhus
Anne Cecilie Dornonville de la Cour, København Håndbold
Anne Mette Hansen, København Håndbold
Line Haugsted, Viborg HK
Stine Jørgensen, FC Midtjylland
Kristina Kristiansen, Nykøbing F. Håndbold
Anna Sophie Okkels, SK Aarhus
Lotte Grigel, Rostov-Don

To overraskelser i bagkæden

16 spillere blev den 9. November, allerede 26 dage før Danmarks første EM-kamp, udtaget. 16 navne inklusive et par overraskende af slagsen. Der er nemlig fire slutrundedebutanter i truppen. Fravalg af sædvanligvis sikre navne som Mette Gravholt, Ann Grete Nørgaard og Louise Burgaard har medført tilvalg af fire helt nye navne i slutrundesammenhæng: Kathrine Heindahl, Fie Woller, Line Haugsted og Anne Cecilie de la Cour.

De to sidstnævnte er i eksperters øjne de mest overraskende. Eksempelvis, at Københavns de la Cour blev valgt til fordel for Louise Burgaard på højre back, hvor den tidligere anfører Line Jørgensen er ude med en skade.

- Hvis Line Jørgensen var klar, så havde det højst sandsynligt været hende, der var med. Men jeg må bare sige, at de la Cour har udviklet sig fra gang til gang, de gange hun har været med landsholdet, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Vi har fået det maksimale ud af hendes skud, som er et af de allerbedste. Det kan så blive problematisk, når hun kommer under pres, men vi må jo sørge for, at hun kommer i nogle situationer, hvor hun kan få lov til at skyde relativt frit, for der er hun stærk. Planen er ikke, at Anne Cecilie skal ind og spille hele tiden. Som udgangspunkt er det jo Mette Tranborg, der vil være førstevalg, og så skal hun ind og supplere, når Mette skal have pause og måske når Trine Østergaard skal have pause på fløjen.

Anne Cecilie de la Cour har altså spillet sig til en plads i varmen hos Klavs Bruun Jørgensen, og selvom landstræneren helst begrunder sine tilvalg og ikke sine fravalg, så forklarer han gerne, hvorfor valget ikke faldt på FCM’s Louise Burgaard, som hen over efteråret har siddet ude med en skade, og sidste forår holdt hun pause fra håndbolden på grund af fysisk og mental træthed:

- Som jeg har set og hørt det, så synes jeg ikke, at Burgaard er helt klar. Jeg synes ikke, når jeg udtager på det her tidspunkt, at jeg vil kunne se mig selv i øjnene og sige, at hun nok skal blive klar. Jeg vil gerne se hende blive klar. Og hun er jo stadig i 28-mandstruppen, og det kan sagtens være hende, der kommer ind, hvis vi står og har brug for en ekstra venstrehånd. Det er slet ikke utænkeligt.

I modsatte side af banen, på venstreback-positionen, er Viborgs Line Haugsted med som en af hele fire spillere. Og her er landstrænerens begrundelse ganske enkel:

- Jeg synes, Haugsted har gjort det fremragende, siger Bruun Jørgensen og uddyber:

- Rent fysisk er hun et lysende eksempel på, hvordan de fysiske tal kan se ud. Hun er stærk. Hun er god angrebsmæssigt, hvor hun kan noget fintemæssigt og skudmæssigt, som man ikke ser ret mange kunne. Forsvarsmæssigt er kan hun dække både back og i midten, og det er en enorm fordel. Jeg vil gerne have dem, der kan begge veje, og det kan hun. Hun mangler måske noget international erfaring, men der er det her jo en fin start for hende.

I videoen her under kan du se Line Hausted score mål for sin nu tidligere klub HC Odense:

Fuld tillid til Trine Østergaard

Netop valget af Line Haugsted som ekstrapolstring til den bagkæde, der forventes at skulle bæres primært af mere kendte ansigter som Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen, Kristina Kristiansen, Lotte Grigel og Mette Tranborg, lægger et helt særligt pres på en helt anden del af truppen, nemlig højrefløjen Trine Østergaard. Hun er nemlig eneste kvinde på den yderste position i højresiden.

Et sats, erkender Klavs Bruun Jørgensen:

- Ja, det er det. Men jeg synes, når jeg ser på Trine Østergaard, så gør det mig rolig. Jeg synes, hun er blevet stabil, og hun er i god form. Så der er ikke så meget at komme efter. Hun er en af de få, der kan klare det. Mentalt vokser og vokser hun hele tiden og bliver stærkere og stærkere, og hun er begyndt at fylde mere i truppen, hvilket hun også er blevet bedt om, fordi hun er en god pige. Så på den led er jeg rimelig rolig.

Landstræneren fortæller, at hans valg på højre fløj i nogen grad skyldes, at han gerne vil have en ekstra bagspiller med i sin trup. Men primært er begrundelsen, at alternativerne på fløjen ganske enkelt ikke har imponeret ham over de seneste måneder:

- Jeg synes ikke, at Anne Mette Pedersen, Simone Böhme eller Stine Andersen har været så stabile, at det har kunnet udløse en plads til en slutrunde. Der har været kampe, hvor de har været okay. Men der har været for mange kampe, hvor det har været for langt fra det niveau, som det skal være på. Og så synes jeg ikke, at man skal med til EM.

Danmarks EM-gruppe

Gruppe C

Montenegro

Ungarn

Danmark

Tjekkiet

Danmarks kampe:

5.december kl. 20.45: Montenegro-Danmark

7. december kl. 20.45: Danmark-Ungarn

9. december kl. 20.45: Danmark-Tjekkiet

Efter indledende runde bliver de tre bedste hold fra Dannmarks pulje parret med tre hold fra gruppe D, som består af Norge, Rusland, Rumænien og Kroatien.

Fra den mellemrundegruppe går to hold i semifinalen.

Nogen har altså spillet sig af, mens andre har spillet sig på det hold, der skal spille EM for Danmark i december måned. Og selvom der stadig er 19 dage til, at Danmark åbner gruppe C mod først Montenegro, så Ungarn og til sidst Tjekkiet, så har landstræneren ingen planer om at ændre i sin 16 kvinde store EM-besætning.

- Nej, det har jeg som udgangspunkt ikke. Men det er jo ikke anderledes, end at vi først skal skrive en trup ind på kampdagen. Og før det behøver jeg jo egentlig ikke at lægge mig fast. Men som udgangspunkt er det de her spillere, og det kan de også godt stole på. Det er ikke sådan, at jeg render rundt og spiller med fordækte kort, siger han.

Danmark åbner EM-slutrunden mod Montenegro den 5. december i Malmø. Men først skal EM-formen testes ved Møbelringen Cup, hvor Norge, Rusland og Frankrig venter den 24., 26. og 27. november. Du kan følg holdet hele vejen direkte på TV 2 og TV 2 SPORT.