Kæmpe SportsLab test

Hun er den hurtigste, og hun har det hårdeste skud i dameligaen

Kæmpe SportsLab test

Hun er den hurtigste, og hun har det hårdeste skud i dameligaen

Hvem har egentlig dameligaens ondeste arm? Og de hurtigste fødder? SportsLab har besøgt og testet spillerne i de 12 klubber, som til dagligt udgør den bedste dameliga i Danmark, Primo Tours-ligaen. 
4 tests, 12 klubber, 126 spillere.
Spillerne er blevet testet i, hvor hurtige de er på henholdsvis 5 og 30 meter, og hvor hårdt de kan skyde fra 7 meter både stående og med tilløb.
Der er blevet heppet, grint og slået rekorder, og nu står vi nu tilbage med en masse resultater, som vi kan løfte sløret for.    

Vinderinstinkt uden lige

Fra ROFI-Centret i Ringkøbing til Frederiksberg Hallerne i Hovedstaden og tilbage igen. SportsLab var i november måned rundt i Kongeriget for at samle data ind, og vi fik hvad vi kom for. Trods et tætpakket kamp- og træningsprogram i klubberne blev der gået til stålet og måske endda mere til, da vi var på besøg.  
Det er jo eliteidrætsudøvere. De vil ikke tabe, de hader at tabe. Så jeg tror, de vil gøre alt for at slå hinanden og kunne stikke lidt til hinanden indbyrdes.
Jan Pytlick, træner Odense Håndbold

Accelerationens kunst

Den første test viser altså, hvor gode spillerne er til at accelerere. Gennemsnitshastigheden på de første fem meter blandt de 126 spillere som deltog i testen, er 1,097 sekunder. Det vil altså sige, at Debbie Bonts 0,920 sekunder næsten er 200 millisekunder hurtigere end gennemsnittet. 
Jeg har altid været hurtig, da jeg var yngre. Men jeg er da glad for, at jeg stadig kan være med, selv om jeg er fyldt 30.
Maibritt Kviesgård, Team Esbjerg, 1,107 sek. på 5 meter
Der er spillere fra otte forskellige klubber på top 10-listen. Foto: TV 2 SPORT

3 fotoceller, 2 resultater, 1 løb

For at få det bedst mulige resultat for spillernes løbehastighed har SportsLab taget såkaldt fotocelleudstyr med ud til alle klubberne. I vores tilfælde har vi markeret en bane på 30 meter op. Derefter stillet en fotocelle ved start, en ved 5 meter-punktet og igen til slut ved 30 meter. Med det kan vi altså få to resultater ud af én sprint, nemlig efter 5 meter og igen efter 30 meter. 
Det minder meget om de tests, vi plejer at lave med landsholdet. Så jeg synes klart, at det kan bruges.
Mette Tranborg, SK Aarhus

Én klar etter

Anne Cecilie de La Cour er intet mindre end suveræn i 30 meter løbetesten. Her ligger gennemsnitshastigheden på 4,505 sekunder for spillerne i Primo Tours Ligaen, mens AC, som hun bliver kaldt, løber 30 meter på 4,066 sekunder. Ligaens bedste sprinter er altså godt 450 millisekunder hurtigere end gennemsnittet.
Og samtidig lægger hun også klar afstand ned til sine nærmeste forfølgere på 2.- og 3. pladsen. De er godt 200 millisekunder efter hende.  
Det overrasker mig ikke, fordi jeg ved godt, at jeg kan løbe hurtigt. Men det er tirsdag morgen, og klokken er 8, så jeg skulle lige have min krop i gang.
Anne Cecilie de La Cour, København Håndbold
Fem spillere på top 10-listen er eller har været inde omkring det danske kvinde landshold det seneste år. Fire af dem udgør top 4. Foto: TV 2 SPORT

Når armtøjet kommer på arbejde

Hvis man udregner gennemsnittet af alle resultater på de stående skud, får man 79,96 km./t. Der er altså noget mere krudt i armene hos spillerne i top 10. De rammer nemlig et gennemsnit på 91,2 km./t. Det er over 10 km./t. hurtigere end gennemsnittet for hele ligaen. 
Når de først ser en konkurrence, så bliver det med fuld skrue. Så jeg håber ikke, at vi skal samle nogle skuldre og albuer op inde i målet.
Kristian Kristensen, træner FC Midtjylland
Top 10 over de bedste spillere på stående skud. Fire ud af seks spillere i top 6 er 20 år eller derunder. Foto: TV 2 SPORT

Tre, to, en skyd

For bedst muligt at kunne måle spillernes skudstyrke har vi brugt en simpel skud-hastighedsmåler. Den måler boldens hastighed i km./t. Ligaspillerne skulle skyde både stående og med tilløb men begge gange fra straffekastlinjen. 
 
Det viser jo noget om, at dem vi tror, der skyder hårdest, de rent faktisk også skyder hårdest. Og så er det jo bare sjovt at sammenligne med de andre klubber.
Jesper Holmris, træner SK Aarhus

Ren girlpower

Mikkel Hansen skød 109 km./t. ved EM i januar 2014. De kvinder som skyder hårdest i Primo Tours Ligaen har altså ikke langt derop. Og dem som skyder allerhårdest, trækker også godt fra i forhold til hele gennemsnittet i ligaen, som er 86,87 km./t. 
De allerbedste skytter ville altså få en bøde på landevejen, hvis de kørte hastighed tilsvarende deres skudstyrke.
Jeg har altid gennem hele mit liv haft meget fysik i forhold til dem, jeg har spillet sammen med. Og så skyder man også det hårdere, når man har noget at kunne ligge bag det.
Amalie Angel, Skanderborg Håndbold
Top 10 over skud i bevægelse består udelukkende af danske spillere. Foto: TV 2 SPORT

Mission completed

Vi besøgte, vi testede, vi kårede. Og vi har svaret på, hvem der går rundt med dameligaens hurtigste fødder, og hvem der kan tyre det hårdeste skud afsted. 
 
De fire bedste i de fire discipliner. Foto: TV 2 SPORT