Dommerpar skriver EM-historie med blåt kort til hollænder

Den tidligere KIF Vejen- og Viborg-spiller Maura Visser fik rødt og blåt kort i kampen mod Sverige, efter hun skød målvogteren i hovedet.

Fakta om blåt kort

Blåt kort kan uddeles for spillets groveste forseelser og er dermed en hårdere straf end det velkendte røde kort, som medfører suspension i resten af kampen. Det blå kort giver – ud over diskvalifikation – også mulighed for en efterfølgende karantæne-straf.

Tilskuerne i Scandinavium Arena fik sig en ekstra ordinær oplevelse, da Sverige og Holland lørdag aften bragede sammen.

Med tyve minutter tilbage af kampen fik Maura Visser, der tidligere har spillet i den danske håndboldliga, nemlig rødt og blåt kort, efter hun skød Johanna Bundsen i hovedet.

Den hollandske spiller samlede en returbold op og gik ind over fra fløjen, men afslutningen endte midt i ansigtet på Bundsen, der straks reagerede ved at konfrontere Visser.

Kampens kroatiske dommerpar, Dalibor Jurinovic og Marko Mrvica, valgte at se situationen igennem på video. Efter at have set situationen igen fandt de vej til den hollandske bænk, hvor de præsenterede Maura Visser for først det røde og siden det blå kort.

Afstemning

Det er første gang i EM-historien, der uddeles et blåt kort. Det gives for spillets groveste forseelser, og det betyder, at situationen nu efterfølgende skal ses igennem og vurderes, om Maura Visser skal straffes yderligere.

- Hun drejer hovedet en lille smule. Der er ikke meget plads at skyde på. Jeg synes, det er meget, meget vanskeligt, og jeg er glad for, jeg ikke skal træffe det valg, lød det fra Peter Bruun Jørgensen i kommentatorboksen.

Maura Visser nåede at score tre mål i kampen, inden hun blev sendt tidligt op på tribunen. Holland vandt dog kampen med 33-30, og dermed rykker de op på siden af Tyskland med fire point i Gruppe 1 i mellemrunden.