Derfor har landsholdets forsvarsgeneral lukket ned for pressen

René Toft Hansen blev anklaget for film i VM-optakten mod Ungarn torsdag. Men det var ikke muligt at få hans eget syn på sagen.

- Jeg vil gerne tale med René Toft efter kampen.

Den forespørgsel fik Dansk Håndbold Forbunds pressechef fra undertegnede og flere af de andre fremmødte journalister efter torsdagens kamp mod Ungarn.

Her var den danske forsvarsgeneral involveret i nogle episoder, som TV 2 SPORT's ekspert Bent Nyegaard kaldte for film, og som Ungarns landstræner efterfølgende ytrede sig meget negativt om.

Jeg tror bare, han er helt færdig.

Lars Christiansen, håndboldekspert

Men det var ikke muligt at få en forklaring fra hovedpersonen. René Toft Hansen har i samråd med landstræner Gudmundur Gudmundsson besluttet, at han på ubestemt tid ikke står til rådighed for pressen.

- Han er mentalt træt og har frabedt sig presseaktiviteter. Det aftalte han med Gudmundur allerede inden samlingen, siger DHF's pressechef Bodil Kjærgaard til TV 2 SPORT.

Hun understreger, at det ikke skyldes problemer med pressen, men udelukkende er et spørgsmål om hans mentale tilstand.

- Det vigtigste er altid håndbolden og spillet på banen. Hvis det her kan gøre, at René kan præstere bedre og kan være med, må vi respektere det. Men det er klart, at det ikke ville være godt, hvis det var hele holdet. Det kunne vi ikke acceptere, men det her er en undtagelse.

Får på intet tidspunkt ro

René Toft Hansen har da også haft en mere end hæsblæsende sæson.

Den 27. december 2015 blev han ramt af en alvorlig knæskade i kamp for sin klub Kiel, og dommen var hård: otte måneders pause og farvel til EM og OL i 2016.

Men på rekordtid blev Toft så klart, at OL ikke bare blev en mulig, men en realitet, og således var han med til at vinde olympisk guld med Danmark i august.

Der har følgelig været tale om en meget slidt René Toft, der med Kiel spiller Bundesliga, pokalturnering og Champions League, så han meldte for eksempel fra til EM-kvalifikationskampene i starten af november.

Så blev René Toft Hansen ramt af en ny skade i slutningen af november, som sendte ham ud i nogle uger, men som ikke umiddelbart bragte VM i fare.

Forløbet her ligger til grund for Tofts ønske om at være fritaget for presseaktiviteter, og det må man respektere. Det mener TV 2 SPORT's ekspert Lars Christiansen, der i sin tid som landhsoldsspiller også spillede i Bundesligaen.

- Nu spillede jeg en plads, hvor jeg nød det helt vildt og skulle ikke kommunikere med alle hele tiden. Han er jo den, træneren river i konstant; både forsvars- og angrebsmæssigt, til alle træninger, hele tiden. Så han får på intet tidspunkt ro, og hvis han på et tidspunkt er fuldstændig smadret, så kan man ikke mere, siger Lars Christiansen.

- Han har haft en lang sæson og en skade, og alle har spurgt til det hele tiden. Jeg tror bare, han er helt færdig. Så er der nogle steder, hvor man skal vælge at tage en lille pause.

- Når man er fysisk og mentalt træt, skal der ikke så meget til, før man har brug for de pauser. Så kan man sige: Hvor skal man tage dem henne? Det er svært under slutrunder og andre ting, for pressen fylder ekstremt meget. Så må man nogle gange respektere, at nogle har brug for at holde lav profil.

Danmark møder fredag aften Egypten ved Bygma Cup. Se kampen på TV 2 fra klokken 20.