Terror sætter tydeligt præg på VM: - Aldrig oplevet det så massivt

Gaderne omkring VM-arenaen i Paris er spærret af, og samtlige tilskuere bliver kropsvisiteret tæt af militæret ude på gaden.

Se VM's åbningskamp i aften direkte på TV 2 SPORT 20.45

Frankrig tager ingen chancer med sikkerheden, før den terrorplagede nation i aften sætter gang i VM-turneringen i håndbold. 

Franskmændenes åbningskamp mod Brasilien bliver spillet i AccorHotels Arena lige ved Seinen i Paris - samme arena, hvor Danmark spiller alle sine indledende kampe - og sikkerheden er så massiv, at selv TV 2 SPORT's mangeårige ekspertkommentator Bent Nyegaard, der snart har været til 40 håndboldslutrunder, ikke kan huske fortilfælde.  

- Jeg har aldrig oplevet det så massivt før, som det er her, siger Bent Nyegaard. 

- Men det er jo sådan, det er. Jeg er bare lykkelig for, at der er styr på sikkerheden, understreger eksperten. 

Gaderne omkring Accor Hotel Arena var spærret for al bilkørsel allerede fra sidst på eftermiddagen, du kan ikke gå rundt om et gadehjørne uden at se bevæbnede politi- og militærfolk, og samtlige tilskuere - der kan være 15.700 i arenaen - og pressefolk bliver kropsvisiteret tæt af militæret allerede ude på gaden, inden de overhovedet kommer ind til arenaen, hvor der igen er kontrol. 

Alle tasker bliver åbnet og set igennem, og pressefolk får deres akkreditering scannet og kontrolleret, både når de går ind og ud af arenaen. 

Frankrig har været ramt af flere alvorlige terrorangreb de senere par år med angrebene i Paris i november 2015 og sidste sommers terroraktion i havnebyen Nice. 

VM i håndbold fylder heldigvis også på en positiv måde i gadebilledet i Paris. Et stort videoshow med de franske spillere og blandt andre også danske Mikkel Hansen er de seneste dage blevet vist direkte på selve Triumfbuen for enden den berømte aveneu Champs-Elysees for at reklamere for slutrunden.