Tragedie har ramt tysk VM-kaptajn: - Han spiller, hvis han føler for det

16x9
Uwe Gensheimers far mistede uventet livet i søndags. Foto: KARIM JAAFAR / Scanpix Denmark

Uwe Gensheimer blev søndag ramt af en tragedie, da hans far mistede livet. Landstræneren siger, at han spiller, hvis han selv føler for det.

Se hele VM-sendeplanen på TV 2 og TV 2 SPORT her.

Den tyske landsholdskaptajn, Uwe Gensheimer, er blevet ramt af en personlig tragedie bare få dage, inden tyskerne indleder VM. I søndags mistede Gensheimers far, Dieter, overraskende livet i en alder af 60 år. 

Gensheimer, der selv var i den tyske landsholdslejr, blev straks kørt til Mannheim af den tyske holdleder, Oliver Roggisch, hvor han mødtes med sin mor. 

Landsholdsprofilen, der til daglig spiller sammen med Mikkel Hansen og Henrik Mølgaard i Paris SG, møder stor opbakning fra landsholdet. 

- Det var et chok for os allesammen. Han kommer tilbage, hvis han selv føler for det, sagde den tyske landstræner, Dagur Sigurdsson til Bild i et interview mandag. 

- Beslutningen er helt op til ham selv. Han skal bare bruge den tid, som han har brug for, sagde Oliver Roggisch, der samtidig fortalte, at han ville tage kontakt til Gensheimer for at finde ud af, hvordan de skal komme videre frem mod VM. 

Uwe Gensheimer har endnu ikke selv udtalt sig efter det tragiske dødsfald, men ifølge Bild, så ønsker landsholdskaptajnen at spille ved den forestående slutrunde, der for Tysklands vedkommende begynder på fredag, når de møder Ungarn. 

Den 30-årige fløjspiller var ikke med, da Tyskland for et år siden blev europamestre, da han sad ude med en lægskade.