Afsløring: Pytlick lokker endnu en dansk landsholdsprofil væk fra rivaler

16x9
. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skifter landsholdsfløjen Trine Østergaard fra FCM til Odense Håndbold efter denne sæson.

Jan Pytlick er ved at samle et mindre dansk landshold på Fyn til næste sæson.

Stine Jørgensen, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl og Mie Højlund er allerede blevet præsenteret som nye spillere i Odense Håndbold til næste sæson, og nu er endnu en dansk landsholdsspiller på vej til klubben.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er det landsholdsfløjen Trine Østergaard fra FC Midtjylland, der står klar til at springe ud som Odense-spiller. Den officielle præsentation sker angiveligt en af de kommende dage.

Trine Østergaard har spillet hele sin seniorkarriere i FC Midtjylland, men hendes kontrakt udløber efter denne sæson. Midtjyderne har forsøgt at få landsholdsfløjen til at underskrive en ny aftale, men det er ikke sket. I stedet må vicemestrene nu se hende smutte til en rival.

Med Trine Østergaards exit vil alle FCM’s tre danske landsholdsspillere være fortid i klubben til sommer. Fie Woller skiftede umiddelbart efter VM i december til tyske Bietigheim, og Stine Jørgensen og Trine Østergaard flytter begge til Odense efter sæsonen.

Jan Pytlick fortæller at klubbens høje ambitioner har betydet, at han har forlangt, at der skal hentes nye forstærkninger til Odense Håndbold. Det har klubben gjort samtidig med, at de vil sikre en sund økonomi.

Hverken Jan Pytlick eller Odense Håndbold har ønsket at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger. Det er ikke lykkes at få Trine Østergaard selv i tale.